1380 billetter revet væk: Så hurtigt fik ølfestival udsolgt
Knap 30 timer. Længere gik der ikke, før alle 1380 billetter til Thisted Ølfestival 2023 var udsolgt - arrangørerne er blæst fuldstændig bagover
![brygger Kjeld Vang Lauritsen, Thisted Bryghus ¬ Foto: Peter Mørk "[LAYOUT-2620191025011327001-19,559,199,653-\LAYOUT] Kjeld Vang Lauritsen. Foto: Peter Mørk" <i>Foto: Peter Mørk</i>](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/85633637.jpg?t[crop][width]=2667&t[crop][height]=1500&t[crop][x]=0&t[crop][y]=0&t[resize][width]=960&t[resize][height]=540&t[strip]=true&t[quality]=75&accessToken=0f6c7e57d538acccd6a97221fc87b1b29bbd590bea060eb8634aa2473a9ca311)
brygger Kjeld Vang Lauritsen, Thisted Bryghus ¬ Foto: Peter Mørk "[LAYOUT-2620191025011327001-19,559,199,653-\LAYOUT] Kjeld Vang Lauritsen. Foto: Peter Mørk" Foto: Peter Mørk
THISTED:Hvad var det lige, der skete her...?
Kjeld Vang Lauritsen, der står i spidsen for Thisted Ølfestival - Thy-udgaven af Øllets Dag - 2. september, leder stadig efter den helt gode forklaring på, hvordan 1380 billetter til festivalen blev solgt i samme tempo, som en tørstig øldrikker bunder en stor, kølig fadøl på en varm sommerdag.
Festivalen var udsolgt på knap 30 timer.
- Den første time efter billetsalget var åbnet on-line tirsdag formiddag havde vi solgt de første omkring 400 billetter. Så hurtigt er det aldrig gået tidligere - og det fortsatte i samme tempo. Det er da dejligt, at vi har lavet et arrangement, som folk synes om, siger Kjeld Lauritsen og tilføjer, at både han selv og den øvrige festivalledelse er "fuldstændig blæst bagover".
- Udover de billetter, vi har solgt på nettet, havde vi 250 billetter til salg i "Chokoladekurven" i Thisted. Her stod folk i kø for at sikre sig en af dem, siger Kjeld Vang Lauritsen og tilføjer, at selv om det gik overraskende hurtigt med at få solgt ud, så pegede pilen allerede tirsdag i retning af, hvor det ville ende.
- Men at der gik mindre end 30 timer, det kommer helt bag på os. Og forklaringen er vel, at folk er glade for arrangementet. Vi gør det åbenbart godt. Og så er der helt sikkert en del, som ærgrer sig over, at ikke fik en billet, siger Kjeld Vang Lauritsen.
Han tilføjer, at de 1380 billetter er det maksimale antal, der kan sælges - og at billetterne bliver brugt.
- i 2022 havde vi også udsolgt, men det tog et par måneder før den sidste billet var solgt. Til gengæld var der der sidste år kun 20 af de solgte billetter, som ikke blev brugt, siger Kjeld Vang Lauritsen.
Øllets Dag blev indstiftet af Danske Ølentusiaster i 2003 som Den Danske Øldag. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed, som foregår den første lørdag i september. Formålet med Øllets Dag er at sætte fokus på øl og ølkultur og at få hele landet til at syde med øl-aktiviteter.
Thisted Ølfestival - Thy-udgaven af Øllets Dag - er forankret i Danske Ølentusiaster, Thisted. Det er frivillige herfra, som arrangerer og hjælper til - plus andre frivillige fra netværket. Festivalen afholdes i år for 10. gang på Thisted Bryghus.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.