15-årig i stjålen bil stak af fra politiet og kørte gennem gågade

Det var en urutineret bilist, politiet fik fat i natten til mandag

Jens Hukiær
Arkivfoto
Færdselsforseelse 10. december 2018 06:07 - Opdateret 10. december 2018 12:48

THISTED: En blot 15-årig dreng stjal natten til mandag en bil fra sin familie og kørte rundt i Thisted i bilen.

En patrulje fra Midt og Vestjyllands Politi fattede mistanke til bilisten og forsøgte at få ham til at standse bilen.

Den 15-årige havde dog ikke lyst til at tale med politiet, så patruljen måtte sætte efter den flygtende 15-årige bilist - blandt andet gik det gennem Thisteds gågade, før det lykkedes patruljen at få stoppet den meget unge bilist i Nørregade.

- Vores patrulje forsøgte i første omgang at standse den 15-årige klokken 01.36. Først ni minutter senere lykkedes det at stoppe ham og få ham anholdt. Han bliver nu sigtet for naturligvis at have kørt uden kørekort, men også for en række andre færdselslovsovertrædelser, forklarer vagtchef Simon Skelkjær fra Midt og Vestjyllands Politi.

Ingen personer kom til skade under forfølgelsen af den 15-årige meget urutinerede bilist.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...