16-årig taget med falske euro
Den unge mand havde købt sedlerne på internettet
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:06
En 16-årig ung mand, der stammer fra Aarhus, men bor på et bosted i Sydthy, er blevet taget i at være i besiddelse af 6000 euro i falske pengesedler. Det oplyser Lokalpolitiet i Thisted.
Personalet på bostedet havde set, at den unge mand havde pengesedlerne og kontaktede politiet, der mandag formiddag sigtede den unge mand for pengefalsk.
Politikommissær Jørgen Jensen fra Lokalpolitiet i Thisted oplyser, at man tilsyneladende kan købe pengene på nettet.
- Det er ligesom matadorpenge. Hvis man kigger efter, kan man godt se, at de er falske, siger han.