Lokalpolitik

18-årige Magnus går efter plads i byrådet i Thisted

Magnus Zohnesen fra Hanstholm stiller op til kommunalvalget for Venstre i Thisted Kommune - endda som nummer to på listen

Venstres viceborgmester i Thisted Kommune. Niels Jørgen Pedersen, bakker op om den unge kandidat Magnus Zohnesen. Privatfoto

Venstres viceborgmester i Thisted Kommune. Niels Jørgen Pedersen, bakker op om den unge kandidat Magnus Zohnesen. Privatfoto

HANSTHOLM:Politik er ikke fremmed for den 18-årige handelsskoleelev Magnus Zohnesen fra Hanstholm. Han har siden 2019 siddet i bestyrelsen som kasserer for Venstre Ungdom i Thy. Nu er drømmen at få en plads i byrådssalen, når kommunalvalget løber af stablen den 16. november i år.

- Der mangler unge mennesker i kommunalpolitik, og det vil jeg gerne lave om på. Jeg mener, at jeg kan være med til at gøre en forskel ved at bidrage med et anderledes, og måske mere kreativt og innovativt, syn på tingene og kommunalpolitik generelt, siger Magnus Zohnesen i en pressemeddelelse fra Venstre Thy.

Venstres viceborgmester i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen, bakker op om den unge kandidat. Derfor bliver Magnus Zohnesen også nummer to på Venstres liste til kommunalvalget.

- Vi er glade for at få unge kandidater på Venstres liste. De supplerer med meget af det, vi andre mangler og har en anden tilgang til tingene. Det giver en god dynamik i gruppen og byrådet. Det, og meget mere, er jeg sikker på at Magnus Zohnesen kan bidrage med, siger Niels Jørgen Pedersen.

Den unge kandidat er klar i mælet, når det kommer til, hvad han vil kæmpe for, hvis han bliver valgt ind.

- Jeg vil især arbejde for de unge i vores kommune. Det er specielt vigtigt, at vi tager hånd om de unge, som har det svært, og ser på de udfordringer der er med småkriminalitet, hærværk, for tidlig alkoholdebut osv. Her er nogle klare problemer, som jeg mener kan løses ved blandt andet at skabe en tættere dialog med de unge, siger Magnus Zohnesen og fortsætter:

- Jeg mener også, at livskvalitet og værdighed for gruppen af ældre og sårbare er utrolig vigtig. Her skal ske en udvikling, og vi skal turde at tage de nødvendige prioriteringer. Men det er vigtigt, at vi samtidig tænker klogt og husker, at pengene skal tjenes, før de kan bruges, siger han i pressemeddelelsen.

Magnus Zohnesen lægger heller ikke skjul på, at han glæder sig til november:

- Jeg ser frem til valgkampen og til at komme ud og snakke med vælgerne om, hvordan de oplever vores kommune. Hvis jeg bliver valgt ind, vil jeg glæde mig til at få arbejdshandskerne på og komme i gang med arbejdet, siger Magnus Zohnesen og tilføjer, at han er klar over, at læringskurven bliver stejl til at starte med.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.