Politiaktion

20-årig flygtede fra politiet - og smed hash ud af bilvinduet

Flugtbilist kørte 155 km/t, inden han blev standset ved Vestervig

Foto: Henrik Bo

VESTERVIG: En ung thybo står over for adskillige sigtelser, efter at en biltur klokken 00.17 natten til søndag endte med, at han blev standset af politiet på Vestervigvej ved Vestervig.

Politipatruljen havde forinden forsøgt at standse bilen, men den 20-årige fører satte farten op, og ifølge politibilens speedometer nåede man op på 155 kilometer i timen. Undervejs blev der kastet noget ud af flugtbilens vindue. Denne genstand, der senere blev fundet, viste sig at være 50 gram hash.

Bilens fører sigtes for at køre under påvirkning af euforiserende stoffer, og for ikke at efterkomme politiets anvisninger - ligesom den høje hastighed på strækningen, hvor man højst må køre 80 kilometer i timen, også vil indgå i sagen, oplyser Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Desuden sigtes både den 20-årige og hans 19-årige passager for at have været i besiddelse af de 50 gram hash - indtil det altså røg ud ad vinduet. De to unge mennesker er begge fra Thisted Kommune.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden