Euforiserende stoffer

23-årig ville sælge stoffer videre: Havde 81 gram amfetamin på sig

Manden blev retten i Holstebro varetægtsfængslet i fire uger, men det har han kæret til landsretten

En mand på 23 år er ved retten i Holstebro blevet varetægtsfængslet for at ville videreoverdrage stoffer. Arkivfoto: Bo Lehm
En mand på 23 år er ved retten i Holstebro blevet varetægtsfængslet for at ville videreoverdrage stoffer. Arkivfoto: Bo Lehm

THISTED: En 23-årig mand fra Thisted-egnen er blevet varetægtsfængslet frem til 12. juli, da han er sigtet for at ville videreoverdrage stoffer.

Han var i besiddelse af 81 gram amfetamin og 61 gram hash, da han blev fundet på Simons Bakke fredag morgen kl. 05.55. Han var væltet på sin motorcykel og blev fundet af to privatpersoner. De forhindrede ham i at køre videre og tilkaldte politiet.

Det kom frem under et grundlovsforhør ved retten i Holstebro fredag.

- Det er amfetaminen og ikke hashen, som gør, at han blev fremstillet i grundlovsforhør, siger Iben Ernst Bøttker, anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Han har erkendt at være i besiddelse af hashen, og at den var beregnet til videreoverdragelse, fortsætter hun og tilføjer, at der på stedet også blev fundet en digitalvægt, penge og små poser til opbevaring af stoffer.

Anklager ved ikke, om manden var påvirket af euforiserende stoffer under kørslen. Men der blev udtaget en blodprøve, der skal afgøre dette, oplyser hun.

Manden, der ikke har en fast bopæl, er to gange tidligere dømt for lignende kriminalitet.

- Hvis han bliver kendt skyldig, bliver straffen sandsynligvis mellem ni måneders og et års ubetinget fængsel, vurderer anklager.

Den 23-årige har kæret varetægtsfængslingen til landsretten.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden