2500 børn tog forskud på dyrskuet: Se stort fotogalleri
Efter to år med coronaaflysninger er Dyrskuet Thy-Mors tilbage i fuldt omfang

Mads Bjerregaard havde taget to godmodige charolais-kvier med til børnearrangementet på Dyrskuepladsen i Thisted. De fandt sig pænt i at blive aet og klappet. Foto: Bo Lehm
THY-MORS:- Må jeg ae koen? Kan jeg få lov at prøve at malke den?
Landmand Mads Bjerregaard havde fredag formiddag travlt med at svare på spørgsmål fra nogle af de cirka 2500 børn, der myldrede rundt på dyrskuepladsen i Thisted til arrangementet Landbruget i Børnehøjde. Han havde meldt sig frivilligt til stille op med to af sine godmodige charolais-kvier, som fandt sig pænt i at blive aet og klappet af de mange børnehænder.
Men malke kvierne kunne børnene dog ikke komme til. Her måtte Mads Bjerregaard, der sammen med sin far driver Nørgaard I/S med produktion af kødkvæg og planteavl, henvise til to kolleger, der stod klar med hver sin malkeko, og forklare, at man ikke malker kødkvæg. Dem spiser man.
- Der er mange børn, der ikke er vant til at omgås dyr, og som ikke ved, hvor maden kommer fra, konstaterer Mads Bjerregaard, som derfor godt ville bruge en dag på at fortælle og forklare. Og så er han og hans kvier selvfølgelig også med i det egentlige dyrskue lørdag. Her vil der være langt flere dyr at kigge på, foruden masser af maskiner i et omfang, der er cirka på niveau med tiden før de foregående to års coronaaflysninger.

Mange børn fik lov at prøve at malke Thomas Møllers sortbrogede ko. Foto: Bo Lehm
Blandt de 96 stykker malkekvæg, der udstilles lørdag, vil være to af Thomas Møllers sortbrogede malkekøer. Han har en besætning på 130 malkekøer i Kåstrup og havde fredag taget en tredje ko med til børnearrangementet. Den var valgt, fordi den var så omgængelig, at børnene kunne få lov at prøve at håndmalke den.
- Det er en rigtig klappeko. Det er mit barnebarn, der har spoleret den fra kalv, sagde Thomas Møller med et glimt i øjet. Hans barnebarn Sisse på knap 12 år har nemlig altid kælet særlig meget for netop denne ko, og hun havde da også fået fri fra skole for at hjælpe med at tage sig af koen.
4H havde taget kaniner og marsvin fra 4H-gården med, og der var et stort udstillingstelt med duer, ænder, høns og kaniner.

Et bjerg af halmballer er et sikkert hit blandt børnene. Foto: Bo Lehm
Børnene kunne også få lov at prøve at klippe et får, klatre på halmballer, få en køretur i en hestevogn, sidde bag rattet i en traktor, blive hejst højt til vejrs i en af brandvæsenets stigevogne og meget mere.
På forhånd havde over 1600 skolebørn fra Thisted, Morsø og Struer kommuner tilmeldt sig arrangementet sammen med deres lærere. Erik Klausen, politisk konsulent i Fjordland, vurderer, at antallet af børn på dyrskuepladsen nåede op på langt over 2500, idet det også strømmede til med børnehavegrupper og dagplejebørn.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.