29-årig dømt for vold: Slog kvinde og hev bukserne af hende
Overfaldet foregik på et hotelværelse
THISTED: En 29-årig mand fra Thisted er ved Retten i Holstebro blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel for at have overfaldet en kvinde på et hotelværelse. Manden slog kvinden og hev bukser og trusser af hende.
Overfaldet skete en nat i juli i år. Ifølge anklageskriftet greb den tiltalte mand fat i kvinden og skubbede hende op mod en væg og holdt hende fast ved halsen, og han kastede hende ned på gulvet og på sengen og slog hende i ansigtet med knyttet hånd.
Efter at have revet bukser og trusser af kvinden, optog manden en video, selvom hun ikke havde givet samtykke hertil, som der står i anklageskriftet, hvorefter han sendte videoen af den delvist afklædte kvinde til et antal personer.
Ifølge senioranklager Henrik Smedegaard fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi er den 29-årige tidligere dømt for vold, hvilket er en skærpende omstændighed ved strafudmålingen.
Manden var også tiltalt for hærværk, idet han ødelagde et cafébord på hotelværelset. I forbindelse med at have sendt videoen af kvinden var han desuden tiltalt for blufærdighedskrænkelse. Det sidste blev han dog ikke dømt for. Anklageren oplyser, at retten ikke fandt, at indholdet af videoen faldt ind under den paragraf.
Den tiltalte blev dømt for vold, hærværk og for at optage en video og videresende den uden kvindens samtykke. Han udbad sig betænkningstid i forhold til eventuelt at anke dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.