31-årige Nicki har været i træning til opgaven et stykke tid: Nu bliver han selvstændig købmand
Rema 1000 indtager gammel Aldi-butik, og nu er det på plads, hvem der skal være butikkens købmand
Opdateret kl. 07:42
Dagligvarekæden Rema 1000 stormer for tiden frem og åbner butikker mange steder i landet.
25. januar slår de dørene op til endnu en, og den skal ligge i en lukket Aldi-butik, som bygges om.
Det er i Thisted på Simons Bakke. Det oplyser Rema 1000 i en pressemeddelelse.
Det er nu også kommet på plads, hvem der skal være butikkens købmand. Det bliver 31-årige Nicki Damgaard Andersen, som har en fortid i COOP, hvor han har været butikschef og uddeler i Fakta og SuperBrugsen.
- I april 2023 skiftede Nicki Damgaard Andersen til REMA 1000 med ambitionen om at blive selvstændig købmand. Siden da har han været i træning som købmand i både REMA 1000 i Karup og den eksisterende Rema 1000 i Thisted, skriver Rema 1000 i pressemeddelelsen.
Nu bliver han altså selvstændig købmand i Thisteds nye REMA 1000.
Rema 1000-butikkerne er drevet efter en franchisemodel, hvor selvstændige, lokale købmænd står i spidsen for hver enkelt butik.
- Jeg glæder mig enormt meget til at blive selvstændig købmand og på den måde sætte mit helt eget præg på butikken, som mine og kollegaer og jeg skal bygge op fra bunden - det bliver spændende. Derudover ser jeg frem til at møde kunderne og lære dem at kende. Mit team og jeg vil forsøge at skabe en god butik med god energi, ligesom vi vil støtte op om det lokale foreningsliv, oplyser Nicki Damgaard Andersen i pressemeddelelsen.
Frem til åbningen 25. januar skal lokalerne forvandles og tilpasses inden for Rema 1000-konceptet. Derfor går discountkæden og håndværkere nu i gang med en større ombygning, som blandt andet indebærer installation af kølerum samt nye kasselinjer ved udgangen.
Tre Rema'er i byen
Med den nye Rema 1000 i Thisted satser kæden på tre butikker i Thisted.
Der har i en lang årrække ligget en Rema i Rosenkrantzgade centralt i midtbyen, og de er også på vej med en ny butik på Østerbakken.
Thisteds nye Rema 1000 bliver discountkædens butik nummer 378 i Danmark.
Rema opkøbte tidligere på året 114 Aldi-butikker, da Aldi trak sig fra det danske marked.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.