3F rækker en hånd til Ukraine: - Vi har mange medlemmer, der er berørt af konflikten
- Vi har mange medlemmer med ukrainsk baggrund i 3F’s afdelinger i Vest- og Nordvestjylland, siger Niels Jensen, 3F Thy-Mors
THY-MORS: De første sække med tøj, sko, tæpper, sæbe, hygiejneartikler og andre ting, som her og nu kan være til hjælp for ofrene for konflikten i Ukraine har fundet vej til den indsamlingscontainer, som er opstillet ved 3F Thy-Mors kontor på Silstrupvej i Thisted.
I lighed med mange andre er 3F også gået aktivt ind i hjælpearbejde, ikke mindst tilskyndet af de forholdsvis mange medlemmer med ukrainsk baggrund, der er registreret i forbundets afdelinger i Vest- og Nordvestjylland.
- Alene her i 3F Thy-Mors har vi blandt vores 5000 medlemmer registreret 31 med ukrainsk baggrund. Der er sandsynligvis flere, for vi registrerer kun medlemmernes nationalitet, hvis de ønsker, siger afdelingsformand Niels Jensen. Han brugte weekenden på at koordinere 3F’s Ukraine-indsamling. I øvrigt på opfordring af den ukrainske klub i 3F, som er en del af 3F-afdelingen i Odense.
Niels Jensen er opmærksom på, at flere nødhjælpsorganisationer har bedt om penge frem for effekter.
- 3F har et internationalt sekretariat med forbindelser både til Polen og Ukraine, så vi har de lokale kontakter, der er nødvendige for at få fordelt de ting, der samles ind, siger Niels Jensen og tilføjer, at transportgruppen i 3F arbejder for at få logistikken i forbindelse med transport af tingene på plads.
- Vi har som mange andre mulighed for at gøre en forskel, og med et forholdsvis stort antal ukrainske medlemmer, hvoraf mange har været mange år i Danmark, er der endnu en grund til at hjælpe, siger Niels Jensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.