Alive Festival 2020 er aflyst

Billetter kan refunderes indtil 1. juni, men arrangørerne håber, at købte billetter gemmes til næste år, hvor de så gælder

Alive Festival 2020 er nu endeligt aflyst, og arrangørerne opfordrer til, at man gemmer købte billetter til næste år. Men de kan refunderes indtil 1. juni. Arkivfoto: Bo Lehm

Alive Festival 2020 er nu endeligt aflyst, og arrangørerne opfordrer til, at man gemmer købte billetter til næste år. Men de kan refunderes indtil 1. juni. Arkivfoto: Bo Lehm

THISTED:Nu er Alive Festival 2020 i Thisted, der skulle have fundet sted 30. juli-1. august, officielt aflyst af arrangørerne. Det fremgår af en pressemeddelelse fredag eftermiddag 17. april, at det sker på baggrund af myndighedernes forbud mod større forsamlinger og de efterfølgende uddybninger:

- Vores alles helbred kommer i første række, og vi bakker naturligvis op om tiltagene til at sikre, at vi passer bedst muligt på hinanden. Vi vil prøve at finde ny måder at lave kultur på, men for nu er det uvist, hvad vi kan og må, siger Esben Halkier, der er kommunikationsansvarlig i Alive Festival.

Det gik ellers rigtig godt med forberedelserne til festivalen, og der var udsigt til at få et historisk godt billetsalg, forklarer Esben Halkier:

- Det er vildt ærgerligt. Vi så frem til en festival, som på mange områder var forbedret, og hvor der var solgt med flere længder mange billetter end nogensinde før, så det er skuffende, at vi ikke får lov til at dele det med vores gæster i år.

Arrangørerne kan dog allerede nu løfte sløret for, at der til næste år bliver Alive Festival 29.-31 juli. Og de lover, at der arbejdes hårdt på at tage revanche.

Gem billetten til næste år

Der var allerede solgt en pæn del af billetterne til sommerens festival, og arrangørerne håber, at mange vil beholde dem til næste år:

- Alle billetter, der er købt til Alive Festival 2020, gælder automatisk til 2021, og det vil betyde meget for os, hvis vores gæster beholder deres allerede købte billetter, siger Esben Halkier og fortsætter:

- Vi vil også gerne takke vores gæster og frivillige, der har vist stor forståelse og opbakning i denne tid. Det minder os om og fortæller os, at vi har nogle vidunderligt forstående, engagerede og tålmodige gæster.

Der er mulighed for at få refunderet sin billet. Hvis man ønsker at få refunderet sin billet, beder arrangørerne om, at man gør det inden 1 juni.

Nærmere på: www.alivefestival.dk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.