Angrebsspillet haltede for Thy Håndbold: - Vi ramte ikke dagen
Thy Håndbold haltede efter ude mod Aalborg HK
AALBORG: Søndag eftermiddag var Thy Hånbolds damer igen i aktion i 2. Division, da de på udebane mødte Aalborg HK. Det viste sig at være en besværlig opgave for Thy Hånbold, der aldrig for alvor fandt nøglen til at bryde Aalborg HK’s forsvar op.
Aalborg HK valgte fra kampens start at dække op i en fem-et-formation, og det gav problemer for Thy Håndbold. Det betød, at efter få minutter var gæsterne bagud 0-3.
- Vi spillede generelt for langsomt til at bryde deres høje forsvar op, så vi kom aldrig til de muligheder, vi gerne ville, siger træner for Thy Håndbold, Bertha Hoxer.
I løbet af første halvleg fik Thy Håndbold langsomt kæmpet sig tilbage i kampen og gik til pause foran med en enkelt 12-11. Men i anden halvleg fortsatte problemerne i angrebet for gæsterne, der halvvejs gennem halvlegen var bagud med fire mål.
- Jeg skiftede en del ud, så vi prøvede mange forskellige ting i angrebet i dag, men vi ramte ikke dagen. Samtidig fik de scoret et par hurtige kontramål, så vi haltede hele tiden efter i anden halvleg, siger Bertha Hoxer.
Med fire minutter tilbage af kampen havde Thy Håndbold indhentet lidt af Aalborg HK’s føring og var kun bagud med to mål, men thyboerne formåede stadig ikke at producere de nødvendige chancer til at få udlignet.
Derfor endte det med en sejr til hjemmeholdet på 23-20.
- Fra dagens kamp kan vi tage med, at vi stod godt i forsvaret, og vores målmænd supplerede hinanden godt og tog til sammen 18 redninger. Og så kan vi tage med, at det er en modstander, jeg er sikker på, vi kan få point mod på hjemmebane, siger Bertha Hoxer.
Kampfakta:
Håndbold, 2. Division
Aalborg HK
Thy Håndbold
Resultat: 23-20
Pausestilling: 11-12
Mål: Ea Jørgensen (7), Cecile Dalgaard (5), Cecilie Kure (4), Josefine Jensen (2), Mia Engstrøm (1) og Louise Rokkjær (1)
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.