Mikkels mareridt: Sønnen er alvorligt syg, så nu stopper han karrieren
I halvandet år har læger kæmpet for at finde en forklaring på sønnens situation
Opdateret kl. 18:10
Fodboldspilleren Mikkel Agger har spillet sin sidste kamp.
Det skriver 2. divisionsklubben Thisted FC på sin hjemmeside.
I stedet venter der den 31-årige angriber en helt anden og langt mere alvorlig kamp udenfor grønsværen.
Familiens to-årige søn Magne har nemlig fået konstateret en meget alvorlig sygdom, som der kun findes 45 kendte tilfælde af i verden.
- Altså en yderst sjælden sygdom, som desværre har rigtig dårlige udsigter, skriver Mikkel Agger i et hjerteskærende opslag på Facebook, hvor han annoncerer sit farvel til en lang og fornem karriere, der har bragt ham forbi syv klubber i to lande - heraf mere end 200 kampe for sin nuværende klub.
Opkald under træningslejr
De første tegn på sønnens alvorlige sygdom blev kendt, da Mikkel Agger for halvandet år siden var på træningslejr i Tyrkiet. Her modtog han en stærkt foruroligende opringning om sønnens tilstand med besked om at komme hjem hurtigst muligt.
- Her startede et ubeskriveligt og hjerteskærende forløb for vores lille familie, skriver Mikkel Agger, som forklarer, at dygtige læger sammen med familien har kæmpet for at finde frem til en præcis diagnose på sønnens sygdom.
Den forklaring har de nu fået.
Mikkel Agger fortæller, at han efter et langt liv med fodbold havde frygtet den dag, hvor han skulle lægge støvlerne på hylden.
- Nu har det aldrig givet mere mening. Vi har brug for at udnytte den dyrebare tid sammen vi har, som familie, fastslår han.
I Thisted FC føler man med den populære angriber og hans familie.
- Mikkels karriere taler for sig selv. Tak for alle oplevelserne gennem tiden, Mikkel. Alt det bedste i fremtiden til dig og din familie, skriver klubbens direktør, Søren Willette Pedersen, på klubbens hjemmeside.
Thisted FC tager officielt afsked med Mikkel Agger på lørdag kl. 15, hvor thyboerne på hjemmebane møder Brabrand i sæsonens næstsidste kamp.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.