Volleyball

Bedsted-herrerne tog anden sejr i træk

Thyboerne har fortsat maksimumpoint

Selvom ikke alle spillere ramte topniveauet, så tog Bedsteds herrer en sikker sejr.
Selvom ikke alle spillere ramte topniveauet, så tog Bedsteds herrer en sikker sejr. Foto: Henrik Bo

BEDSTED: Bedsteds herrer i volleyballens 1. division skulle lørdag forsøge at bygge videre på de gode takter fra sejren i første spillerunde, da de på hjemmebane mødte Skovbakken i sæsonens anden kamp. Selvom alle spillere ikke ramte topniveauet, så tog herrerne en komfortabel sejr på 3-1. 

- Det var ikke vores bedste kamp. Skovbakken spillede meget urytmisk, så vi vidste aldrig helt, hvad vi skulle forvente, siger Bedsted-træner Flemming West.

I kampens første sæt havde Bedsted svært ved at finde melodien, og holdet skulle lige se deres modstander an. Skovbakken var i front det meste af sættet, og Bedsted endte med at tabe første sæt med 22-25.

I det efterfølgende sæt kom værterne stærkt ud af starthullerne. Thyboerne kom foran med både 7-4 og 10-7. Mod slutningen af sættet kom Skovbakken en smule i omgangshøjde med hjemmeholdet, men med en timeout fik Bedsted-tropperne genfundet momentum. Bedsted vandt andet sæt med 25-22.

I tredje sæt fik Bedsted for alvor sat sig igennem. Værterne viste godt spil og kom foran med 15-8 og 20-11, og det endte med en sætsejr til Bedsted på 25-18. 

I fjerde sæt lagde Bedsted igen bedst fra land, og hjemmeholdet lignede et hold på sejrskurs, da de kom foran med 10-6 og 18-12- Skovbakken kæmpede sig dog tilbage og kom på 24-24. Herfra fulgte en maraton af en afslutning på fjerde sæt, hvor de to hold byttede point, men til sidst trak Bedsted fra og vandt med 30-28.

- Selvom det var tæt i fjerede sæt, så var jeg faktisk helt rolig. Jeg var helt sikker på, at vi nok skulle hive den hjem, siger Flemming West, der glæder sig over den gode start på sæsonen.

- Sejre giver selvtillid og endnu mere lyst til at træne. Jeg har en lidt aarhusiansk tilgang til tingene, så jeg er begyndt at drømme om europacup, men den drøm er jeg ikke sikker på, at jeg kan få spillerne med på, siger Flemming West med et grin.

Kampfakta

Volleyball, 1. Division Herrer

Bedsted KFUM

Skovbakken

Resultat: 3-1

Sætscore: 22-25, 25-22, 25-18, 30-28

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden