Bedsted KFUM slog tophold: - Det var vores bedste præstation

Damerne fra Bedsted KFUM fik en flot sejr i sæsonens sidste hjemmekamp 

Damerne fra Bedsted KFUM fik en fornem sejr lørdag eftermiddag. Arkivfoto: Lars Pauli
Damerne fra Bedsted KFUM fik en fornem sejr lørdag eftermiddag. Arkivfoto: Lars Pauli

BEDSTED: Det var en svær kamp, som Bedsted KFUM's damer var på lørdag eftermiddag, da de hjemme tog imod rækkens andenplads fra ASV Aarhus. Her viste thyboerne flot spil og tog en sikker sejr på 3-1.

- Det var vores bedste præstation i sæsonen, og det er rart, at den kom nu, når vi har haft en periode med svingende resultater, siger Flemming West, der er træner for Bedsted KFUM.

Bedsted KFUM fik en perfekt start på kampen og var blandt andet foran 7-2. Gæsterne kom aldrig tæt på i første sæt, som endte med en sejr på 25-20 til Bedsted KFUM.

Det samme gjorde sig gældende i andet sæt. ASV Aarhus kom foran 2-0, men det var også den eneste føring, som gæsterne havde i sættet. Ligesom første sæt endte andet sæt også 25-20. 

- I dag var vi bedre indstillet end ASV Aarhus, og vi var gode i både vores modtagninger og hævninger, siger Flemming West.

Til gengæld kunne Bedsted KFUM ikke holde niveauet i tredje sæt. Her kom ASV Aarhus bedre med, og de endte med at vinde sættet 25-19.

I Fjerde sæt var det også gæsterne, som fik den bedste start og førte 13-7. Men Bedsted KFUM hang i, og sættet var helt lige ved stillingen 21-21. Igen fandt Bedsted KFUM de gode takter, og de endte med at vinde sættet 25-22.

- Det var en kamp, hvor alle leverede, og det var svært at finde en kampens spiller, fordi alle spillede så godt, siger Flemming West. 

Kampfakta

Volleyball, 1. Division Damer

Bedsted KFUM

ASV Aarhus 

Resultat: 3-1

Sætscore: 25-20, 25-20, 19-25 og 25-22

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden