Behandlingssted erklæret konkurs: Tidligere beboere sender rørende tak til personalet
Opbygningsgården i Skyum lukkede ved udgangen af 2022

Efter 45 år som behandlingssted for mennesker med stofmisbrug er det slut. Den selvejende institution Opbygningsgården i Skyum blev i januar erklæret konkurs. Arkivfoto: Martin Damgård
SKYUM:"Mit hjerte græder. Men tak for at give mig livet tilbage." "Ej, hvor er det trist. Tusind tak for I ikke kun har reddet mit liv, men også givet mig et." "Af hjertet tak for den hjælp I har givet mig og andre."
Sådan lyder nogle af de mange kommentarer på Facebook til den besked, som behandlingsstedet Opbygningsgården i Skyum lagde ud på det sociale medie før jul. Her står der, at banken har mistet tilliden til Opbygningsgården, som lukker grundet økonomiske årsager. På hjemmesiden blev det meddelt, at Opbygningsgården lukker ved udgangen af 2022.
10. januar blev den selvejende institution Opbygningsgården erklæret konkurs.
Ifølge bestyrelsesformand Lars Ejby Pedersen var det Socialpædagogernes Landsforbund, der indgav konkursbegæringen.
- Vi kunne simpelthen ikke udbetale løn, siger han og fortsætter:
- Alle medarbejdere er blevet opsagt.
Ifølge bestyrelsesformanden skyldes de økonomiske problemer, at behandlingsstedet gennem nogle år ikke har fået fyldt pladserne op.
Landets ældste
Der var plads til 17 beboere på Opbygningsgården, der tilbød døgnbehandling for mennesker med stofmisbrug. Tilbuddet blev grundlagt i 1977 og var ifølge hjemmesiden landets ældste stofbehandlingssted.
Opbygningsgården kunne fremvise gode resultater af behandlingen. I 2019 fulgte man op på 18 beboere, der havde været i behandling i 2014, og heraf var 14 stoffri. 11 var enten i arbejde eller uddannelse. Samtidig oplevede de tidligere beboere, at de havde fået en betydeligt bedre livskvalitet, og de oplevede færre konflikter med andre personer.
- Det er enormt sørgeligt, at stedet lukker, fastslår Lars Ejby Pedersen. Han fortsætter:
- Det er meget, meget ærgerligt, for det var et fantastisk sted med rigtig fine resultater og dygtige og dedikerede medarbejdere.
Bestyrelsesformanden understreger, at personalet virkelig har forsøgt at være kreative i forhold til, om målgruppen kunne udvides til også at omfatte andre behandlingsgrupper.
- Vi har gjort os rigtig mange tanker om, hvordan vi kunne udvikle Opbygningsgården med nye målgrupper og så videre, men vi har ikke haft økonomiske kræfter til at komme videre. Bankbogen var tom, sådan er den korte fortælling, fastslår Lars Ejby Pedersen. Han uddyber:
- Samtidig mistede vi for to-tre år siden Kragskovhede, hvor vi var behandlingsansvarlig i Nordjylland. Det har betydet, at vi gik ned i omsætning. Det var ærgerligt, for det var faktisk et samarbejde, vi og fængslet var glade for, men det røg i udbud, og så mistede vi desværre den del.
Hvad der fremadrettet skal ske med bygningerne afgøres af konkursboets kurator.
Tak til personalet
At Opbygningsgården har betydet meget i manges liv fremgår tydeligt at opslagene på Facebook, hvor personalet får varme ord med på vejen:
"Husk på hvor mange I har reddet", lyder det blandt andet. En mand skriver: "Tak for alt og tak til dem, der var der i den sværeste tid i mit liv. Håber I finder fodfæste et nyt sted, hvor I fortsat kan hjælpe mennesker."
En anden skriver: "Som så mange andre er mit hjerte tæt forbundet med Opbygningsgården samt de ansatte og med-opbyggere, som hjalp mig tilbage til livet. Trods denne triste skæbne håber jeg, at I alle deroppe finder trøst i, at jeres arbejde har været alt andet end meningsløst og forgæves! I var med til at skabe et rum for en følsom knægt, der snart kan fejre 8 års frihed fra afhængighed; 8 års frihed, som i starten af denne måned resulterede i, at jeg selv er blevet ansat som stofbehandler på et behandlingssted. Dette ville aldrig have været lykkedes uden jer. Tak for alt!"
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.