Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed: Her kan du score dig en fænomenal udsigt

Byen vokser - og denne gang mod syd, hvor Thisted Boligs planer om at opføre "Fjordhusene" på fjordsiden af Simons Bakke syd for Tilsted kan blive projektet, der starter en ny byudvikling

- Udsigten er et af de rigtig gode argumenter for at bygge lige her, siger direktør Chano Sauer, Thisted Bolig <i>Foto: Lars Pauli</i>

- Udsigten er et af de rigtig gode argumenter for at bygge lige her, siger direktør Chano Sauer, Thisted Bolig Foto: Lars Pauli

THISTED:Udsigten over Thisted Bredning til Mors er imponerende set fra den 10.000 kvadratmeter store grund mellem Simons Bakke og 300 meter strandbeskyttelseslinjen mod fjorden, hvor Thisted Bolig planlægger at opføre sin nye bebyggelse, "Fjordhusene". I alt 20 nye boliger, 10 på 115 kvadratmeter med fire værelser og andre 10 på 95 kvadratmeter med tre værelser.

- Udsigten er et af de rigtig gode argumenter for at bygge lige her, men i det hele taget er det en ideel beliggenhed. Tæt på vand og grønne områder, kort afstand til indkøbsmuligheder - og der er heller ikke langt ind til Thisted by. Desuden tror vi, der er brug for almene boliger - også i den del af byen.

Det enligt stående træ til venstre i billedet står cirka, hvor 300 meter strandbeskyttelseslinjen forløber. "Fjordhusene" opføres op til linjen, så der kommer ingen bebyggelse foran. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Det enligt stående træ til venstre i billedet står cirka, hvor 300 meter strandbeskyttelseslinjen forløber. "Fjordhusene" opføres op til linjen, så der kommer ingen bebyggelse foran. Foto: Lars Pauli

Sådan lyder det, når direktør Chano Sauer, Thisted Bolig, opsummerer, hvorfor der nu satses på nybyggeri ud mod Silstrup, i den sydlige udkant af Tilsted. Boligselskabets køb af grunden er betinget af kommunens godkendelse af byggeprojektet.

- Vi har haft øje for mulighederne i Tilsted-området i efterhånden tre år. Der er mange ikke lejeboliger i den del af byen, og vi har set på flere muligheder for at finde plads, men der har ikke været egnede grunde som opfyldte vores behov, forklarer Chano Sauer.

Han tøver ikke med at bruge ordet "drømmegrund" om de 10.000 kvadratmeter jord i den vestlige ende af en lav slugt ned mod fjorden, som samtlige 20 huse i den nye bebyggelse får udsigt til.

Sådan bliver Fjordhusene, Thisted Boligs nye bebyggelse på Simons Bakke placeret - med vid udsigt over Thisted Bredning. <i>Illustration: Rødbro Arkitekter</i>

Sådan bliver Fjordhusene, Thisted Boligs nye bebyggelse på Simons Bakke placeret - med vid udsigt over Thisted Bredning. Illustration: Rødbro Arkitekter

Thisted Boligs byggeri bliver det første af flere boligbyggerier i området. Syd for boligselskabets grund omfatter byggeplanerne udstykning af grunde til privat boligbyggeri. Dermed tegner der sig nu en mulighed for at realisere planer om byudvikling i området, som der er arbejdet med gennem en årrække, men som hidtil er bremset. Blandt andet på grund af strandbeskyttelseslinjen.

 Thisted Boligs seneste nybyggeri er opført på Salvievej i Thisteds østby. Men her er mulighederne for fortsat byvækst ved at være udtømte, vurderer Chano Sauer.

- Skillelinjen mod Eshøj er ramt, men nu vil vi opleve byudvikling i den sydlige udkant af Thisted. Her er de samme kvaliteter som i Østbyen. Blandt andet nærheden til natur og vand og i forhold til fjorden får Fjordhusene en tip-top beliggenhed. Vi kan bygge op til 300 meters strandbeskyttelseslinjen, så der kommer ikke anden bebyggelse, som vil tage udsigten fra de 20 ny boliger, siger Chano Sauer.

Han forventer, at en ny lokalplan for det samlede område vil være på plads til december i år.

- Nu vil vi opleve byudvikling i den sydlige udkant af Thisted. Her er de samme kvaliteter som i Østbyen. Blandt andet nærheden til natur og vand, siger Chano Sauer <i>Foto: Lars Pauli</i>

- Nu vil vi opleve byudvikling i den sydlige udkant af Thisted. Her er de samme kvaliteter som i Østbyen. Blandt andet nærheden til natur og vand, siger Chano Sauer Foto: Lars Pauli

- Så kan vi gå i gang med at realisere en mulighed, som vi har arbejdet på siden 2019 - og som vi egentlig havde skrinlagt, men som blev helt aktuel, da vi fik mulighed for at erhverve den 10.000 kvadratmeter store grund. Med den størrelse er der plads til også at opføre et fælleshus og det antal huse, der er nødvendigt, hvis der skal være et fælleshus i bebyggelsen.

Chano Sauer vurderer, at den samlede pris på den nye bebyggelse bliver omkring 40 millioner kroner.

- Det bliver et byggeri helt i tråd med vores DNA. Vi har et ønske om at være tilstede over hele Thisted by med boliger for både unge og ældre. Fjordhusene vil være attraktive for to grupper, nemlig den unge familie med ingen - eller med et enkelt barn, og de ældre, som efter en årrække i eget hus med stor have ønsker at komme i noget mindre. Vi skal ikke lave et bofællesskab, men et byggeri med mulighed for at være "sammen hver for sig", siger han.

Alene på grund af forlydenderne om det kommende byggeri har Thisted Bolig allerede fået de første forespørgsler fra folk med interesse i at få en bolig i "Fjordhusene".

- For mig at se er der ingen tvivl om, at der både er interesse og behov for boliger af den type. De henvender sig til de unge, som søger et sted at etablere sig som familie og som vil flytte efter nogle år. Sandsynligvis i egen bolig. Og så vil boligerne være attraktive for en gruppe aktive ældre, som søger noget mindre, hvor de ikke selv skal vedligeholde hus og have, siger Chano Sauer som vurderer, at op mod 80 procent af de kommende beboere vil være folk, som fraflytter en større privatbolig til fordel for noget mindre.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.