Bilist overså hajtænder og ramte en anden bil
82-årig kan vente en bøde og en frakendelse af kørekortet
SKJOLDBORG: En 82-årig mand fra Thisted kan regne med en bøde og en betinget frakendelse af sit kørekort, efter at han torsdag eftermiddag overså hajtænder og kørte ud foran en anden bilist på Oddesundvej lidt syd for Skjoldborg i Thy.
- Han bliver sigtet for at overtræde sin vigepligt, og det udløser normalt en bøde og en betinget frakendelse af kørekortet, siger Jesper Brøndum, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Uheldet skete kl. 14.41, hvor den ældre mand, der havde sin 85-årige hustru med i bilen, kørte fra Møgelvej og ud på Oddesundvej. Her ramte han en bil, der blev ført af en 36-årig mand fra Snedsted. Efter kollisionen fortsatte bilen med det ældre ægtepar over vejen og havnede i grøften.
- De kom begge lettere til skade og blev i ambulance kørt til tjek på hospitalet, oplyser vagtchefen.
Han tilføjer, at den 36-årige bilist slap fra uheldet uden skrammer - men med buler i sin bil.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.