Her er planen for vejprojekt til 760 mio. kroner
Vejdirektoratet er klar med sit forslag - nu skal borgerne høres
Opdateret kl. 13:05
Bilisterne vil kunne trykke lidt hårdere på speederen på flere dele af den trafikerede hovedvej, når et milliondyrt vejprojekt om nogle år er gennemført. Samtidig kan cyklisterne se frem til en mere cykelvej langs hele ruten.
Vejdirektoratet er nu klar med et projektforslag for at forbedre kapaciteten på rute 26 mellem Sallingsund og Hanstholm. Det indebærer blandt andet, at flere sideveje skal lukkes, og der skal være færre farlige venstresving. Enkelte steder er der forslag om at forbedre mulighederne for overhaling.
Projektforslaget består af en række tiltag på forskellige lokaliteter langs strækningen. I alt foreslås 23 projekter til at forbedre forholdene langs rute 26. I forbindelse med Infrastrukturplan 2035 er der afsat cirka 760 millioner kroner til projektet. De foreslåede projekter vil koste mere end det beløb, der er afsat i Infrastrukturplanen, oplyser projektleder René Juhl Hollen fra Vejdirektoratet. Der er derfor foreslået to bud på, hvordan man kan realisere projektet indenfor den økonomiske ramme.
- Vi har lavet et basisforslag og så nogle muligheder for tilvalg, forklarer projektlederen og fortsætter:
- I krydset ved Øster Jølby har vi for eksempel som projektforslag at forlægge Vestmorsvej, så man ikke har det firebenede kryds længere, og så laver man en stitunnel til de bløde trafikanter. Og så er der et andet, lidt større projekt, hvor man fører selve Vestmorsvej og udvejen hen over Rute 26, som så koster lidt mere og kan vælges til.
Ved tilslutningen til Nørrebro på Mors er der planer om at føre vejen hen over, så man undgår venstresving fra Rute 26, fremgår det af projektforslaget.
Vil man så kunne fjerne stærekasserne?
- Det har vi ikke taget stilling til i projektet. Det er jo også politiet, der bestemmer det, siger René Juhl Hollen.
Ved Malervej i Thisted er der også planer om en bro over Rute 26, så man på samme måde kan undgå venstresving. Det projekt er et af de 14 delprojekter, der indgår i den "basispakke", Vejdirektoratet har prioriteret som de vigtigste tiltag med den største trafikale effekt. Her indgår også et overhalingsspor på omfartsvejen nord om Thisted.
Vejdirektoratet har udpeget følgende 14 projekter til en såkaldt basispakke, som vurderes at give størst trafikalt udbytte:
Støjskærm ved Ræhr
Cykelsti mellem Tved og Ræhr
Cykelsti mellem Tved og Nors
Overhalingsspor Thisted Omfartsvej
Forbedret kryds ved Malervej
Cykelsti mellem Thisted og Skjoldborg
Sammenhængende 90 km/t. mellem Thisted og Sundby
Forbedret krydsning Rute 11/26
Ændrede adgangsforhold Sundby (Mors)
Krydsombygning ved Øster Jølby
Vejlukning Lyngbro Syd
Forbedret kryds ved Nørrebro
Rasteplads Legindbjerge øst
Vigelommer langs strækningen
Dertil er der forslag om overhalingsstrækninger på Mors og forbedring af kryds flere steder.
Kilde: VejdirektoratetDertil kommer flere forslag, der kan vælges til eller fra. Det gælder for eksempel overhalingsspor på tre strækninger på Mors og ombygning af en række kryds.
Som en del af projektet foreslås også et bedre og sammenhængende stisystem på strækningen. Enkelte steder ledes cyklisterne ind på veje igennem byer eller på mindre befærdede kommuneveje. Overordnet set vil der udenfor motortrafikvejsnettet på strækningen blive et sammenhængende stisystem langs hele strækningen.
- Nu sender vi det ud i høring og så skal vi på baggrund af vores projekter og høringen komme med en indstilling til politikerne, siger René Juhl Hollen.
Som en del af høringsprocessen vil Vejdirektoratet præsentere projektforslaget på to borgermøder. Det sker 16. januar 2024 i Arena Mors og 17. januar 2024 på Hotel Limfjorden i Thisted.
Vejdirektoratet afholdt i foråret 2022 to borgermøder om projektet i henholdsvis Thisted og Øster Jølby. Samtidig er der over de seneste to år gennemført en miljøkonsekvensvurdering af den planlagte udbygning af hovedvejen på rute 26 mellem Sallingsund og Hanstholm som en del af Infrastrukturplan 2035.
Interesserede har mulighed for at komme med bemærkninger til forslaget frem til 28. januar 2024.
Det er Vejdirektoratets forventning, at anlægsarbejderne vil starte i 2026 og afsluttes fire år senere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.