Biskop om Claus Nybo: Prædiken var ikke embedsforsømmelse
Konstitueret biskop vil ikke foretage sig yderligere efter prædiken 22. august, hvor Claus Nybo kritiserede holdningen til homoseksuelle i "visse kirkelige samfund"

Claus Nybo er frikendt for embedsforsømmelse
Opdateret fredag kl. 08:54 med en tilføjelse om den konstituerede biskoppens begrundelse for afgørelsen.
VESTERVIG-AGGER:Det var ikke embedsforsømmelse, da Claus Nybo, sognepræst i Vestervig-Agger, i en prædiken 22. august i Agger Kirke talte om "en ond og dårlig teologi" - med henvisning til den fordømmelse af homoseksualitet, som ifølge præsten finder sted i "visse kirkelige samfund, også indenfor Folkekirken".
Det fastslår konstitueret biskop Jacob Køhn Andersen, efter at Hans E. Nørgaard har klaget over sognepræsten på vegne af 45 folkekirkemedlemmer fra Agger Sogn.
Ifølge klagen har sognepræsten både ved denne og tidligere lejligheder brugt prædikestolen til at udskamme, nedsætte og stemple en del af sognets folkekirkemedlemmer groft og negativt.
Og det forekommer klagerne, at sognepræsten nu forstørrer og forgrover den kritik af folkekirkens missionsfolk, som han også tidligere har tilkendegivet i sine prædikener.
Indre Mission blev ikke nævnt
Gudstjenesten 22. august blev transmitteret af DR, og i et interview i forbindelse med denne transmission omtalte Claus Nybo, at bl. a. Taliban og Islamisk Stat inkluderer gamle tekster og spilleregler, som dem i 3. Mosebog, han henviste til i sin prædiken.
Men han har ikke nævnt Indre Mission, hverken i sin prædiken eller i interviewet, har han siden understreger over for provst Line Skovgaard Pedersen.
Provsten har haft samtaler med formændene for menighedsrådene i både Vestervig og Agger, der begge gav udtryk for deres fortsatte støtte til sognepræsten.
I sin udtalelse skriver Line Skovgaard Pedersen i øvrigt, at "Claus Nybo har en bramfri og nu og da konfrontatorisk stil, hvilket provsten har drøftet med sognepræsten efter den pågældende radiogudstjeneste. Provsten har imidlertid ikke yderligere at udsætte på sognepræstens embedsførelse."
I sin begrundelse for afgørelsen skriver Jacob Køhn Andersen til klagerne i Agger, at han anerkender og medgiver, "at det er beklageligt, at I er en gruppe folkekirkemedlemmer som har haft en oplevelse af, at sognepræst Claus Nybo har brugt prædikestolen til det I angiver som at udskamme, nedsætte og stemple en del af sognets folkekirkemedlemmer groft og negativt".
Men efter at have både hørt og læst prædikenen meget nøje, konkluderer den konstituerede biskop, at der ikke er "grundlag for at gå videre med ansættelsesretlige sanktioner mod sognepræsten, herunder således heller ikke at bringe hans ansættelsesforhold til ophør."
Jacob Køhn Andersen skriver videre, at sagen "ikke har givet provsten anledning til at betvivle sognepræstens embedsførelse eller habilitet", og at han har taget sognepræstens og provstens udtalelser i sagen til efterretning. Derfor finder han ikke grundlag for at foretage sig yderligere i anledning klagen over sognepræst Claus Nybo.
Tilfreds med afgørelsen
- Jeg kan kun være tilfreds med den afgørelse, siger Claus Nybo til Nordjyske.
Har du gjort, eller vil du gøre, noget for at rette op på forholdet til den del af menigheden?
- Nej, jeg er den jeg plejer at være. Jeg ordner de handlinger, jeg skal, også for dem - hvis de bruger mig. Og de er stadig mine sognebørn. Jeg behandler dem pænt og ordentligt, når jeg møder dem, siger Claus Nybo.
Hans E. Nørgaard ønsker ikke at kommentere afgørelsen - heller ikke om, hvorvidt han vil gøre brug af muligheden for at påklage biskoppens afgørelse til Kirkeministeriet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.