Bliv klogere, mens du spiser: Her kan der tankes både kalorier og viden

Skibningsbåden er flyttet fra sit hus ved Hanstholm Fyr - nu er bygningen blevet til Nationalpark Thy's tredje "trædesten til naturen" 

Der er masser af information om nationalparken i det nye udstillings- og madpakkehus, men det er information, der skal pirre gæsternes nysgerrighed, så de får lyst til selv at søge mere viden, fortæller projektleder Vivi Schmidt. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Der er masser af information om nationalparken i det nye udstillings- og madpakkehus, men det er information, der skal pirre gæsternes nysgerrighed, så de får lyst til selv at søge mere viden, fortæller projektleder Vivi Schmidt. Foto: Martin Damgård

HANSTHOLM:Hvis der er appetit på mere, når madpakken er spist og termokaffen drukket, kan desserten være en god portion viden om Nationalpark Thy - og ikke mindst den del af del af den, som folder sig ud for foden af Hanstholm-knuden.

I morgen indvier Nationalpark Thy indvier sin tredje "trædesten til naturen" i form af et kombineret madpakke- og udstillingshus ved Hanstholm Fyr. Bygningen, Skibningsbådshuset, har været der længe. Den har hidtil givet husly til skibningsbåden fra Klitmøller. Nu er båden flyttet, og det har givet plads til endnu et formidlingssted for nationalparken, som allerede har lavet trædesten til naturen på Lodbjerg Fyr og i nationalparkcentret i Vorupør.

I en årrække har skibningsbådshuset ført en lidt upåagtet tilværelse i et hjørne af haven ved fyrkomplekset. Nu er det blevet synligt, og gennem glasdøren i gavlen er der udsigt til nærmeste nabo, fyret. <i>Foto: Martin Damgård</i>

I en årrække har skibningsbådshuset ført en lidt upåagtet tilværelse i et hjørne af haven ved fyrkomplekset. Nu er det blevet synligt, og gennem glasdøren i gavlen er der udsigt til nærmeste nabo, fyret. Foto: Martin Damgård

Trædestenene skal give den besøgende lyst til at smage på mere af det, nationalparken kan byde på af natur og oplevelser. Både når det gælder kulturhistorie, flora og fauna og geologi. Hver trædested har sit bud på, hvordan det gøres.

- I Hanstholm har vi lavet et madpakkehus med en udstilling. Huset er til en start udemandet, det er åbent fra klokken ni til 21 og det "low tech", forklarer Vivi Schmidt, projektleder for Trædesten til naturen.

Bortset fra højtalere med lyden af traner, brunstige kronhjorte og fugle fra Hanstholm Vildtreservat er lokalet blottet for elektronik. Formidlingen ske på plancher med kortfattede tekster, men det er helt bevidst.

Der er brugt få, enkle, men funktionelle og effektfulde virkemidler i indretningen af hus og udstilling. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Der er brugt få, enkle, men funktionelle og effektfulde virkemidler i indretningen af hus og udstilling. Foto: Martin Damgård

- Frem for at drukne folk i information, skal teksterne vække gæsternes nysgerrighed enten til at søge mere information om et bestemt emne - eller til at gå ud og opleve tingene. På nationalparkcentret i Vorupør sigter formidlingen mod at give det store overblik. I Hanstholm er den mere stedspecifik. Vi fortæller om det landskab, der ligger for ens fødder, hvis man går ud til kanten af knuden, siger Vivi Schmidt.

Her er der i øvrigt rigtig fast grund under ens fødder. Forklaringen fremgår også af udstillingen, som præsenterer både prøver på skrivekridt og bryozokalk, kernen i Hanstholm-knuden.

Trædesten til naturen

Trods udstillingens mange gode grunde til at bevæge sig ud i reservatet, er der en begrænsning. En del er permanent lukket for adgang, andre dele er et "no go" i fuglenes yngletid.

- Vi formidler noget, som skal ses på afstand, så det handler også om nudging. Vi skal styre de besøgende ud til oplevelserne, siger Vivi Schmidt og anbefaler udsigtsplatformen i Sårup med en nyinstalleret kikkert som et godt sted at se kronvildt.

Kronvildtet er karakteristisk for den nordlige del af nationalparken. Det ses i udstillingen, hvor et kæmpe gevir var det naturlige valg i stedet for en udstoppet kronhjort.

De fire årstider har hver deres karakteristika - de beskrives i udstillingen på fire fliser af genbrugsbeton.  <i>Foto: Martin Damgård</i>

De fire årstider har hver deres karakteristika - de beskrives i udstillingen på fire fliser af genbrugsbeton.  Foto: Martin Damgård

- Både plancher og de øvrige ting i udstillingen er lavet, så de kan holde til at blive brugt af publikum, siger Vivi Schmidt om årsagen til, at sporene efter kronvildt, ulv og trane er støbt i betonfliser på gulvet, ligesom det gælder årshjulet, der beskriver de skiftende årstider.

Det samme gælder husets øvrige inventar. Her er ingen borde eller bænke til de besøgende, der vil nyde den medbragte mad i huset. I stedet er der opbygget siddepladser af svære planker skåret af tømmer fra  sitkagraner hentet i plantagerne i nationalparken. Samme planker bærer også en del af del af udstillingen i huset.

Det samlede projekt "Trædesten til naturen" har været undervejs siden 2016. Det samlede budget er på 80 mio. kroner. Heri indgår også udgiften til opførelsen af nationalparkcentret i Vorupør og restaureringen af Lodbjerg Fyr. Ombygningen af skibningsbådshuset til madpakke- og udstillingshus har kostet 2,2 mio. kroner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.