Bliv klogere på fremtiden: Plan om CO2-lager i havbunden ved Hanstholm

- Vi ser ind i et muligt nyt erhvervseventyr i Thy, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) inden borgermøde i Hanstholm om muligheden af at lave et CO2-lager i havbunden ved Hanstholm 

Havbunden ud for Hanstholm rummer nogle geologiske formationer, der er velegnede til at oplagre og forsegle CO2 <i>Foto: Thisted kommune</i>

Havbunden ud for Hanstholm rummer nogle geologiske formationer, der er velegnede til at oplagre og forsegle CO2 Foto: Thisted kommune

THISTED: Den 17. november kommer Energistyrelsen til Hanstholm for at fortælle om planerne for en mulig CO2-lagning i havbunden ud for kysten i Thy.

Energistyrelsen gennemfører to høringer vedrørende planen for de fremtidige projekter for lagring af CO2 i undergrunden ud for Hanstholm, og inviterer alle med interesse for projektet i Hanstholm til et dialogmøde  torsdag 17. november på Hotel Hanstholm, oplyser Thisted kommune i en pressemeddelelse.

Baggrunden er, at et bredt flertal af partierne i Folketinget har besluttet, at en stor del af den CO2-mængde, som udledes nu, fremover skal opfanges og lagres i den danske undergrund. I forlængelse af beslutningen ser Energistyrelsen nu på otte, nye områder, fem områder på land og tre kystnære, som skal undersøges nærmere, inden det kan afgøres, om de kan bruges til CO2-lagring.

To af de kystnære muligheder er i havet ud for Hanstholm. Her er der en helt særlig kombination af geologiske lag, som er velegnede til formålet. Undersøgelser viser, at her består undergrunden af sandsten, som - helt naturligt - er et fremragende materiale til både at lagre og forsegle CO2, så den ikke gør skade.

- Borgermødet er en mulighed for at stille de spørgsmål, man som borger i Thy har til de nye planer. Vi ser ind i et muligt nyt erhvervseventyr i Thy, men det er vigtigt, at thyboerne er oplyste om, hvad det konkret går ud på, siger borgmester i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.