Blomsterballade i fuldt flor: Fra kirken til fængslet

Blomsterkunstner Johnny Haugaard flytter sin udstilling til Thinghuset i Vestervig

Der står blæst om blomsterkunstner Johnny Haugaard, der nu annoncerer et nyt sted til sin påskeudstilling "Bølgen".  <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Der står blæst om blomsterkunstner Johnny Haugaard, der nu annoncerer et nyt sted til sin påskeudstilling "Bølgen".  Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret torsdag klokken 17.30 efter, at bestyrelsen for Thinghuset har bekræftet, at den vil huse udstillingen.

SYDTHY: - Nu går jeg i fængsel!

Sådan lød det onsdag først på eftermiddagen fra Blomstermanden, alias Johnny Haugaard. Efter al virakken om hans udstilling "Håb - Naturens Stemme" i Hurup sidste forår og midt i en ny af slagsen om den kommende påskeudstilling "Bølgen" ligger det ikke helt fjernt at forestille sig kriminalforsorgen involveret. Men det er ikke sådan, det hænger sammen, forsikrer ophavsmanden:

- Klokken 17 går jeg ud og annoncerer, at vi laver påskeudstilling i fængslet. I Vestervig er der fængselsmuseum i det gamle Thinghus, og ham, der står for det, går ud sammen med mig og fortæller, at han har styr på tilladelser og det praktiske.  I forhold til Vestervig Kirke er der selvfølgelig ikke den samme bygningshøjde, men Thinghuset med retssal og celler er faktisk stort og velegnet. Det kan blive en rigtig fin udstilling, måske den fineste. Den sidste nadver bliver så ikke i kirkerummet, men i domssalen, siger Johnny Haugaard.

Efter den samtale kontaktede Nordjyske Alex Krabbe Brønager, der er formand for Vestervig Borger- og Håndværkerforening, der driver Fængsels- og Retshistorisk Museum i Thinghuset:

- Vi har snakket om det. Jeg har haft møde med Johnny Haugaard, men det er ikke besluttet endnu. Klokken halv fem mødes bestyrelsen, og så tager vi stilling til det. Min indstilling er, at vi godt kan huse Johnny Haugaard i Thinghuset. Hvordan han vil udsmykke det, er op til ham. Men det skal besluttes først, så det kan enten blive A eller B, sagde Alex Krabbe Brønager, som efter bestyrelsesmødet kunne melde om "hvid røg" for udstillingen.

- En enig bestyrelse har sagt ja til at huse udstillingen, så Johnny er velkommen her. Samtidig har bestyrelsen besluttet, at nettoindtægten for lejen går til Vestervig Skole enten folkeskolen eller en eventuel friskole, hvis det ender der, lød det fra formanden onsdag omkring klokken 17 med henvisning til, at Vestervig Skole er blandt de skoler, der står til lukning efter et udspil til ny skolestruktur i Thisted Kommune.

Nu var der megen polemik om brandtilladelse, da Blomstermanden sidste år lavede udstilling i det gamle auktionshus i Hurup. Har I styr på det, inden I lejer ud til ham?

- I dag er bygningen godkendt til museum og dermed godkendt efter brandforskrifterne. Udstillingen vil også være museum, så det ser jeg ingen problemer i. Vi havde møde med Johnny torsdag i sidste uge sideløbende med, at han arbejdede på at udstille i kirken. Vi nåede til enighed om økonomien i det, siger formanden.

Gjorde regning uden vært

Tilbage til Johnny Haugaard. Nyheden om flytningen af udstillingen til Thinghuset kommer brat oven på, at Blomstermanden først på ugen opgav at arrangere sin udstilling i Vestervig Kirke. Forinden anså han det for givet, at kirken havde sagt ja, efter at han havde mødtes med menighedsrådsformand Conny Høy og senere provst Line Skovgaard Pedersen. 

Sidstnævnte sagde tirsdag til Nordjyske, at kirken vil være optaget af gudstjenester i påsken, selv om de endnu ikke var annonceret. Menighedsrådsformanden afviser onsdag, at hun har lovet Johnny Haugaard, at han kunne disponere over kirken.

- Jeg har ikke lovet ham det mindste. Han ringede til mig i torsdags, og jeg sagde til ham, at hans plan lød spændende, men at han var nødt til at henvende sig til provsten. Så sendte han en video til Line Skovgaard og mig med, hvordan han havde pyntet Selde Kirke ovre i Salling. Han fik et mailsvar om, at det så da spændende ud. Men da var han allerede kørt af sted med presse og Facebook-opslag om, at udstillingen skulle finde sted i kirken.  Og da han så bagefter fortalte provsten, hvad han havde tænkt sig i kirken, kunne vi se, at det slet ikke kunne lade sig gøre. Og han må heller ikke tage entré i påsken, hvor der er kirkelige handlinger dagligt, siger Conny Høy.

Det var onsdag ikke muligt at få en ny kommentar fra Line Skovgaard Pedersen, men i mellemtiden er den afgående sognepræst Claus Nybo kommet på banen med en Facebook-henvendelse til Johnny Haugaard.

- Kirken er fyldt med historisk inventar, som vil kræve, at Johnny Haugaard skaffer en konservator, som kan sikre, at genstande og møblement ikke bliver ødelagt, når udstillingen sættes op. Jeg tror, det vil blive dyrere for ham end at betale de 40.000 kr., som det ifølge kommunen vil koste at brandsikre auktionshuset i Hurup, hvor han udstillede sidste år. Han er en ildsjæl, men han har ikke nogen sag. Han skulle have sendt en ansøgning til menighedsrådet for at få en formel tilladelse, men det har han ikke gjort, siger sognepræsten.

I en video fremstiller Johnny Haugaard det som om, han er redningsmand for en folkekirke, der ikke har noget publikum?

- I den radiotransmitterede musikgudstjeneste, jeg holdt i søndags, var der pænt besøg foruden de 100.000, der lyttede med. Men man skal huske, at vi er et lille sogn, og kirken har 650 siddepladser, så selvfølgelig er der langt fra fyldt om søndagen, siger Claus Nybo.

En snak med biskoppen

Johnny Haugaard medgiver, at han til slut fik en opringning fra biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, som fik ham til at indse, at han måtte opgive at rykke ind i Nordens største landsbykirke.  

- Jeg gik tur på dæmningen ved Agger mandag aften. Så fik jeg en opringning fra Conny Høy, som sagde, at det ikke kan blive til noget. Det accepterede jeg. Syv minutter senere ringede biskoppen med samme besked. Jeg sagde til ham, hør her Thomas, kunne kirken måske blive mere åben over for det, folket vil have? Her var der endelig noget nytænkning. Kunne man ikke lade menighedsrådet, som er folkets stemme, træffe den beslutning, siger Johnny Haugaard.

Kan man ikke vende den om og sige: Bør du ikke sikre dig et sted til din udstilling med alle de tilladelser og aftaler, det kræver, før du breaker det offentligt og senere må trække i land? 

- Det var jo først mandag, jeg fik besked om, at det ikke kunne lade sig gøre. Og da havde jeg allerede solgt 500 billetter.

Sidste år åbnede du udstillingen, lukkede den igen på grund af manglende brandtilladelse, hvorefter du fik en tilladelse og åbnede på ny til en bragende succes med 7500 betalende gæster. Man kunne få den tanke, at du bevidst skaber en masse hype om dine udstillinger for at sælge billetter?

- Det er præcist det, jeg ikke ønsker. Jeg ønsker blot tid til at koncentrere mig om det kunstneriske og til at gejle de mange frivillige op til at lave noget smukt. Men hvis jeg kan sælge så mange billetter på så få dage, er der nok et andet sted, hvor skoen trykker. Nogen har fået mundkurv på, og jeg bliver udstillet som en komplet idiot, siger Johnny Haugaard.

Hvor meget tjente du på sidste års udstilling i Hurup?

- I runde tal havde jeg indtægter for 712.000 og udgifter for 368.000 kroner. Så var der noget moms, der skulle afregnes. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.