Bogsult kan blive stillet i Thy - men ikke på Mors

Der er en sprække i døren til Biblioteket i Thy, mens der ikke er nogen muligheder for at låne bøger på Mors under corona-nedlukningen

Morsø Folkebibliotek har for lukket for den mulighed for at aflevere og hente bøger, som biblioteket ellers her kunnet tilbyde i en periode. Og modsat kollegerne i Thy tilbyder biblioteket ikke udlevering af bøger i en pose.  Arkivfoto: Bo Lehm

Morsø Folkebibliotek har for lukket for den mulighed for at aflevere og hente bøger, som biblioteket ellers her kunnet tilbyde i en periode. Og modsat kollegerne i Thy tilbyder biblioteket ikke udlevering af bøger i en pose. Arkivfoto: Bo Lehm

THY-MORS:Som næsten alle andre steder er der coronalukket på bibliotekerne for tiden. Men i nogle kommuner findes alligevel visse muligheder for at låne biblioteksmateriale - også de gammeldags fysiske af slagsen.

”Vi er her stadig for dig!”, erklærer Biblioteket i Thy således i et opslag på Facebook, ledsaget af en video med biblioteksleder Marie Aamann. Tilbuddet henvender sig til skoleelever eller studerende, der mangler en bog til f. eks. en opgave. Men også til alle andre.

- Vi skal servicere uddannelse og forskning. Men vi vil gerne betragte læsning som livslang uddannelse, så tilbuddet er for alle, siger Eva Sjælland, leder af Thisted Kommunes Kulturrummet, som biblioteket er en del af.

De boghungrende borgere opfordres til at sende en mail til Marie Aamann, der forsøger at opfylde ønskerne. En af bibliotekets medarbejdere vil så på et aftalt tidspunkt komme ud foran biblioteket med den eller de ønskede bøger ”i en afsprittet pose”.

Cirka et døgn efter, at Facebook-opslaget onsdag blev lagt ud, var der fire borgere, som havde brugt tilbuddet, fortæller Eva Sjælland.

Helt lukket på Mors

På Mors findes der lige nu ikke en tilsvarende mulighed. I en periode har brugerne af Morsø Folkebibliotek ellers kunnet aflevere bøger og hente reserveret materiale, inden for nogle afspærringer på biblioteket i Nykøbing. Men efter Mette Frederiksens seneste pressemøde er der nu helt lukket.

Ifølge biblioteksleder Søren Knøs Christensen er det op til det enkelte bibliotek, om man - i den nuværende situation - vil have et tilbud til studerende.

- Det er hamrende ærgerligt at skulle lukke, men vi har følt, at det var nødvendigt, hvis vi skal være en lille smule ansvarlige, siger Søren Knøs Christensen.

Han må henvise brugerne til de digitale tilbud i form af bl. a. e-bøger og lydbøger. ifølge bibliotekslederen er der mulighed for flere af den slags lån på Morsø Folkebibliotek end i de fleste andre kommuner. Og i coronatiden har morsingboerne taget de digitale muligheder til sig - under den forrige nedlukning i foråret 2020 steg denne type udlån på Mors med mere end 50 procent.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.