Brian N. ramt af virkeligheden: Det kræver et flertal at indfri politiske løfter
Brian Nielsen, NB, gik til valg på et løfte om at undgå lukning af plejehjem. Om det er lykkes på længere sigt med den beslutning, der er truffet om kommunens plejeboligplan, har han ikke fuldt overblik over - men der sker ingen lukninger i de næste fire år, siger han

Brian Nielsen konstaterer, at den afgørende stemme for V-K ændringsforslaget i sagen om ældreboligplanen blev fundet udenfor den konstituering, han selv er en del af. Fremadrettet håber han på mere dialog mellem V og K, konstitueringens store partier med tilsammen 13 mandater og de to små, DF og Nye Borgerlige med hver et mandat. Arkivfoto: Bo Lehm
THISTED:Et er, hvad man lover i en valgkamp og forsøger at leve op til i det daglige, politiske arbejde, men i politik gælder der en meget enkelt regel: Det kræver et flertal at få noget gennemført.
Det konstaterer Brian Nielsen, Nye Borgerliges enlige mandat i Thisted Kommunalbestyrelse, efter han tirsdag aften blev ramt af den politiske virkelighed.
Det skete, da Venstre og Konservative med støtte fra Alternativet sikret det nødvendige flertal på 14 for et ændringsforslag fra V og K, da kommunalbestyrelsen diskuterede fremtiden for kommunens plejeboligplan 2022-2034. Takket være støtten fra Alternativet fik V og K ændringsforslaget vedtaget uden at have behov for de sidste to stemmer i "blå blok", nemlig stemmerne fra DF og Nye Borgerlige, der sammen med 13 mandater fra Venstre og Konservative udgør den 15 mandater store konstitueringsgruppe bag borgmester Niels Jørgen Pedersen (V).
- Jeg fik betalt nogle politiske lærepenge på den lidt hårde måde, men ser mig stadig som en del af flertallet bag borgmesteren, siger Brian Nielsen og tilføjer, at sagen havde set anderledes ud, hvis ændringsforslaget fra V og K, som kun ser ind i de første fire år af plejeboligplanen frem til 2027 og ikke omfatter lukninger af eksisterende ældrecentre.
Set gennem de positive briller glæder Brian Nielsen sig over, at Kastaniegården i Snedsted og Solhjem i Østerild ikke længere er meldt ud til lukning. I hvert fald ikke i de kommende fire år.
- Og måske er der også mulighed for at bygge ud i Østerild og bygge nyt i Snedsted, konstaterer Brian Nielsen om de to ting, han uden held søgte at få skrevet ind i V-K ændringsforslaget som sin pris for at stemme for det.
På aftenen for beslutningen i kommunalbestyrelsen fik Brian Nielsen ikke sat politiske fingeraftryk. Det erkender han åbent.
- Men jeg fik opmærksomhed og i og med at ændringsforslaget ikke tager stilling til lukninger, hverken i Snedsted eller i Østerild, så må jeg tro på, at jeg har været med til at fjerne bekymringer for, at det sker. I hvert fald indenfor de næste fire år.
Sagen viser, at Niels Jørgen Pedersen kan lave flertal uden stemmerne fra DF og Nye Borgerlige. Spørgsmålet er, om det sker igen.
- Jeg ved det ikke. Men jeg håber, at der fremover vil være større vilje til at forhandle vigtige sager grundigt med alle fire partier i konstitueringen. Det har der hidtil ikke været meget at, men dialog er vigtig. Det viser sagen om plejeboligplanen, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.