Bueskytters præstation var med pil op
Thy Bueskyttelaug blev ramt af en regulær medaljeregn til de nordiske ungdomsmesterskaber
De unge thyboer fra Thy Bueskyttelaug havde en særdeles succesrig weekend i Svenstrup lige syd for Aalborg, hvor de nordiske ungdomsmesterskaber i bueskydning blev afholdt. Hele fem medaljer blev det til, og heraf var de tre af ypperste karat.
Daglig træner for de fem deltagende bueskytter fra Thy, Lars Christian Adrados, havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det kunne blive til så mange medaljer. Han mener, at det er mentaltræningen, der har gjort udslaget:
- Vores skytter var forbløffende fokuserede under finaleskydningerne, hvor medaljepresset normalt resulterer i mange fejl. Det ser ud til, at vores mentaltræning forud for mesterskaberne har båret frugt.
Bedste langbueskytte
Det var både i de individuelle konkurrencer og i landsholdsskydningerne, der blev høstet metal. Langbueskytten Antoni Leon Thessen blev individuel mester og var derudover også med til at vinde guld i landsholdsskydningen.
- Jeg ved jo, at regn og blæst er en del af den danske sommer, så op til mesterskabet har jeg trænet så snart, der var ordentligt med vind eller regn. Lige i øjeblikket skyder jeg faktisk bedst i regnvejr, siger han.
Og der blev brug for netop regnvejrsfærdighederne til lørdagens konkurrencer, hvor ringe vejrforhold udfordrede skytterne. Det var imidlertid intet problem for Antoni Leon Thessen, der skød en personlig rekord til stævnet. Felix Stosiek skød sig til en plads på det danske 2. landshold i langbue, der måtte se sig slået i bronzekampen.
Gode resultater i barbue
I klassen World Archery Kadet (16-17 år) på barbue skød Simon Strømgaard sig til en individuel sølvmedalje og var med til at vinde guld i landsholdsskydningen.
Martin Bakmann Sørensen og Simon Førby Larsen var med til at vinde sølv med landsholdet i barbue i klassen Nordic Kadet (13-15 år).
Der findes flere forskellige buer, men fælles for barbuen og langbuen er, at der sigtes instinktivt - altså uden et reelt sigte, men ved hjælp af pilens spids.
Stigende medlemstal
Thy Bueskyttelaug har i løbet af forsommeren oplevet en stigning i antallet af unge skytter.
- Vi har i lauget ikke en forventning om, at nye skytter skal følge i de lidt ældre skytters fodspor, hvad angår resultater og medaljehøst. Det vigtigste vil altid være, at alle vores skytter har det sjovt med sporten, siger træner Lars Christian Adrados.
Ved de nordiske ungdomsmesterskaber deltog knap 300 bueskytter fra hele norden. Herunder Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island og Færøerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.