Byens tålmodighed er brugt op: To et halvt år med ruin i hovedgaden er nok

I maj 2020 fjernede Thisted Kommune et hus i Hovedgaden i Snedsted med penge fra kommunens nedrivningspulje - det gav skader på naboejendommen. Den står nu som en ubeboet ruin i gaden

Straks efter uheldet i maj 2020 blev væggene i huset afstivet - og afstivningen står stadig ud over fortovet i Hovedgaden. <i>Arkivfoto: Kim Dahl Hansen</i>

Straks efter uheldet i maj 2020 blev væggene i huset afstivet - og afstivningen står stadig ud over fortovet i Hovedgaden. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

SNEDSTED:Hullet i gavlen er lukket med brædder, og ydervæggene er afstivet, så de ikke skrider ud på gaden. Afstivningen står ud over fortovet, og meget tyder på, at den bliver stående en rum tid endnu.

Sådan har det set ud omkring ejendommen på Hovedgaden 51 i Snedsted siden 23. maj 2020, hvor nedrivningen af et hus på nabogrunden påførte så store skader på nummer 51, at huset har stået ubeboet lige siden. I dag er det i en tilstand, der mest af alt ligner støt fremadskridende forfald mere end det tyder på vilje til enten at sætte huset i stand - eller få det fjernet helt.

Situationen ærgrer både Anja Kristensen, formand for Snedsted Borger- og Erhvervsforening, og de borgere i Snedsted, som dels skal se på bygningen, dels dagligt kante sig forbi afstivningerne på fortovet.

- Bygningen er nærmest en ruin. Det er ubrugelig, og selv om vi igen og igen har forsøgt at finde en løsning i sagen, sker der intet. Det er både frustrerende og egentlig også skandaløst, siger Anja Kristensen, som efter nu to og et halvt års ufrivillig sameksistens med huset i Hovedgaden efterhånden har fået nok.

- Vi savner kort og godt hjælp til at få en løsning i sagen, men det er som at slå i en dyne. Der sker intet. Jeg er klar over, at huset er privat ejendom og at det ikke uden videre kan fjernes, men det pynter ikke og det er vel også farligt, at have en ruin stående midt i byen, siger Anja Kristensen og tilføjer, at tanken om, hvornår det går galt, nager. Braser huset sammen i en storm - eller er bygningen årsag til, at nogen kommer til skade.

Borgerne er gidsler

Snedsted Borger og Erhvervsforening har drøftet sagen med de lokale medlemmer af kommunalbestyrelsen,  Torben Overgaard (K) og Ib Poulsen (DF). Heller ikke her har der været hjælp at hente, siger Anja Kristensen.

- Muligvis kan skadevolder og skadelidte været tilfredse med, at der ikke sker noget. Det er en forsikringssag, men Snedsted kan ikke leve med situationen, siger Ib Poulsen, som mener, at sagen er kommunens problem.

Gavlen i huset på Hovedgaden 51 faldt sammen, da Thisted Kommune fjernede huset på nabogrunden som del i et byfornyelsesprojekt. Det er afsluttet, men det er sagen om huset i Hovedgaden ikke.  <i>Arkivfoto: Kim Dahl Hansen</i>

Gavlen i huset på Hovedgaden 51 faldt sammen, da Thisted Kommune fjernede huset på nabogrunden som del i et byfornyelsesprojekt. Det er afsluttet, men det er sagen om huset i Hovedgaden ikke.  Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

- Huset er til gene og til fare, fortovet er spærret og Torben og jeg har forsøgt at få noget til at ske i en sag, hvor borgerne i Snedsted er blevet gidsler. De skal dagligt skal leve med, at intet sker. Der står en ruin som enten må fjernes eller sættes i stand, siger Ib Poulsen.

Han er opmærksom på, at skaden er en utilsigtet følge af, at Thisted Kommune fjernede et forsømt hus på nabogrunden. Det skete med penge fra kommunens nedrivningspulje.

- Intentionerne var de bedste, men desværre gik det galt. Derfor må kommunen stramme op på betingelserne, når der fremover er udbud på nedrivninger, så der tages højde for en situation, som vi har i Snedsted. Der skal være retningslinjer for, hvad der sker, hvis uheldet er ude, men når det som her er sket, må kommunen være mere aktiv i forhold til at tage fat i de involverede forsikringsselskaber for at finde en løsning. Det bør ikke tage flere år, siger Ib Poulsen.

Sidst han spurgte til sagen, fik han at vide, at den behandles som en forsikringssag.

- Og så står huset som en monument på, hvor galt det kan gå, når der ikke presses på for at finde en løsning, siger Ib Poulsen.

Han ærgrer sig over, at de penge, kommunen har brugt på byforskønnelse i området, mister værdi på grund af ruinen.

- Det kan ikke være rigtigt, at Snedsted, der profilerer sig som et sted, hvor det er godt at bo, skal leve med ruinen i Hovedgaden. Det sender de helt forkerte signaler, siger Ib Poulsen og tilføjer, byen nok risikerer endnu en jul med ruinen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.