Byggeriet er ikke startet, men boliger ud til fjorden sælger
Lige nu mangler bare en byggetilladelse, men salget af boliger i attraktivt nybyggeri er i fuld gang
THISTED: I disse dage er det et år siden, at Henrik Bojsen Jensen, HBJ Projektudvikling, præsenterede planerne for et nybyggeri på ”byens bedste byggegrund” på Sydhavnen i Thisted.
Grunden var købt af Thisted Kommune, efter årelange diskussioner om, hvad området skulle udnyttes til - og til glæde for hvem. Med salget af grunden til boligbyggeri, en beslutning der ble støttet af en enig kommunalbestyrelse, blev der sat punktum for diskussionerne.
Byggeriet, der er tegnet af Faldov og Broe Arkitekter, skal, når det står færdigt, rumme både ejerboliger og lejeboliger, og selv om grunden på Sydhavnsvej 2 har været byggeklar siden sommeren, hvor Thisted Kommune afsluttede arbejdet med at etablere en hård facade mod Limfjordens bølger, er der endnu ingen tegn på aktivitet på arealet.
- Grunden er klar, men vi kan ikke begynde at bygge, før vi har den endelige byggetilladelse. Jeg søgte før årsskiftet, men sagsbehandlingen tager tid og byggestarten er helt afhængig af, hvornår tilladelsen kommer, siger Henrik Bojsen Jensen.
Mens der ventes på byggetilladelsen, har der til gengæld været travlhed med at sælge ejerboligerne i det kommende byggeris tre etager. Og det er gået rigtig godt, siger Henrik Bojsen Jensen.
- Stueetagen er solgt og syv af 15 ejerlejligheder på første og anden sal er også solgt, men vi taler jo også om boliger på den bedste grund i byen, siger Henrik Bojsen Jensen.
Spørgsmålet er nu, hvornår beboerne i de nye ejerboliger samt de, der får en af de kommende lejeboliger, kan flytte ind. De ejerboliger, som stadig er til salg, kan erhverves til priser fra 3,8 til 5,6 mio. kroner.
I foråret var buddet, at byggeriet kunne påbegyndes i dette efterår. Muligheden er der stadig, men ikke så længe endnu.
- Grunden ligger på en måde, hvor der skal tages hensyn til vintervejret, så kommer vi ind i december, inden byggetilladelsen foreligger, så har vi først byggestart til foråret 2021, siger Henrik Bojsen Jensen.
Lokalplanen for Sydhavnen åbner mulighed for et boligbyggeri på samlet 3600 kvadratmeter, og det udnyttes fuldt ud.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.