Togbus er 18 år gammel og har kørt over 1,1 mio. kilometer

En buschauffør med "godt kendskab til forholdene" tilslutter sig kritikken af togbusser på Thybanen. Ifølge ham har Arriva haft store problemer med at få busserne vedligeholdt. Ikke alle passagerer er dog utilfredse med erstatningen for toget

En af Arrivas egne busser, som - sammen med busser fra andre selskaber - erstatter toget på Thybanen. Den pågældende bus er omkring 18 år gammel.  <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

En af Arrivas egne busser, som - sammen med busser fra andre selskaber - erstatter toget på Thybanen. Den pågældende bus er omkring 18 år gammel.  Foto: Kim Dahl Hansen

THY:De busser, som Arriva har sat ind på Thybanen som erstatning for toget, ligner noget, der er blevet slæbt ud af mølposen et eller andet sted. Og fra starten har der været store problemer med at få busserne vedligeholdt eller repareret.

Det påpeger en buschauffør, som ønsker at være anonym, men som oplyser, at han har "godt kendskab til forholdene på ruten".

Kun én bus i reserve

Togdriften har været indstillet siden 1. maj, fordi skinnelegemet på Oddesundbroen skulle udskiftes og broens jernbanedel males. Imens varetager private busfirmaer en del af driften på strækningen, og disse firmaer har indsat busser, som er af nyere dato. 

Men ifølge Nordjyskes kilde kan det samme ikke siges om de fem busser, som Arriva fra starten satte ind på ruten. Dermed var der kun en enkelt i reserve.

- Det er for lidt. Der mangler simpelthen reservebusser, og så er det noget af svingende kvalitet, der bliver sat ind, siger han - som mener, at mindst én af de ældre busser forurener så meget, at den ville få forbud mod at køre i en by som Aarhus.

18 år gammel

En søgning i Motorregistret bekræfter, at i hvert fald en af Arrivas busser ikke er af nyere dato. Den er indregistreret første gang i december 2004, og har altså næsten 18 år på bagen. I løbet af de år har den  tilbagelagt mere end 1,1 mio. kilometer.

Selv om busserne naturligvis har været igennem det lovpligtige syn, mener chaufføren, at der kan være noget at komme efter ved en kontrol:

- Det er mig en gåde, hvorfor politiets storvognskontrol ikke har været ude og se busserne efter, siger han.

Der kan blive kørt "friskt"

Togbusserne skal rundt til alle Thybanens stationer, og derfor tilbagelægges en stor del af strækningen ad veje, der - i forhold til de store busser - er meget små. Og chaufføren bekræfter, at der på nogle af disse strækninger godt kan blive kørt "friskt" for at overholde køreplanen. 

På andre delstrækninger er der derimod godt med luft i køreplanen. Det kan være baggrunden for, at nogle  har oplevet, at bussen kører før tiden - sådan som der blev klaget over fra en af de passagerer, Nordjyske talte med i sidste uge. 

- Hvis man kommer til en station tre-fire minutter for tidligt, kan nogle chauffører måske være fristet til at køre, og gemme de minutter til senere på ruten. Det er forkert, men menneskeligt, når man har en arbejdsgiver, der overvåger, at man overholder tiden, siger den anonyme chauffør.

Hos Arriva oplyser kommunikationsmedarbejder Thomas Fog-Petersen, at Arriva ikke har hørt om chauffører, der kører for tidligt fra en station på Thybanen. Og selskabet har heller ikke modtaget flere klager over togbusdriftet ud over den ene, som Nordjyske tidligere har omtalt.

Oplysningerne om Arrivas aldrende, og angiveligt mangelfuldt vedligeholdte busser, kan han ikke umiddelbart kommentere. Men Thomas Fog-Petersen lover at vende tilbage, når han har undersøgt sagen.

Tilfreds bruger

Men ikke alle passagerer på Thybanen er enige i kritikken af de busser, som lige nu erstatter toget. Ebbe Hejne Hansen fra Snedsted præsenterer sig således som en tilfreds bruger af togbusserne.

- Jeg synes, de kører mere præcist end toget. Og jeg kan ikke genkende det med, at de kører vildt, siger han.

Togbusserne skulle være kørt i garage i søndags. Men sidst i august måtte Banedanmark meddele, at arbejdet på Oddesundbroen var forsinket på grund af problemer med få leveret sveller og skinner, og at arbejdet derfor vil blive otte uger forsinket.

Ifølge den nye tidsplan skal togtrafikken genoptages 21. november.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Alvorlig færdselsulykke i Aalborg - Hobrovej spærret
Luk