Corona løb løbsk: 23 smittet ved familiefest
Elinstallatør i Bedsted, der deltog i festen, forventer at genåbne sin butik sidst på ugen. Hurup Skole er atter ramt

Butiksdøren hos ELkontakten på Vestervigvej i Bedsted er stadig låst i åbningstiden, men Erik Linnet forventer at kunne åbne igen sidst på ugen. Arkivfoto: Bo Lehm
THY:Det havde større konsekvenser end først antaget, at der fredag 4. september blev fejret en 70 års fødselsdag et sted i Thy. Ifølge to uafhængige kilder blev 23 eller 24 ud af festens 34 deltagere bagefter konstateret smittet med corona-virus.
Blandt de sygdomsramte var familien Linnet i Bedsted. Elinstallatør Erik Linnet valgte at holde sin butik på Vestervigvej i Bedsted lukket for kundebesøg. Familien selvisolerede sig i hjemmet, mens installationsdelen af virksomheden fortsatte, uden at medarbejderne herfra har haft nogen form for kontakt med den smittede familie.
- Jeg vil ikke kommentere på de øvrige deltagere, for det var jo ikke os, der holdt festen. Jeg ved, at de, der holdt festen, er utroligt kede af situationen. De følte, at de havde taget alle forholdsregler, blandt andet ved at dele festen op i to, således at nogle kom til frokost og andre til aften. Alligevel gik det så galt, siger Erik Linnet og fortsætter:
Smitten kom fra København
- Det var min moster, der bragte smitten med fra København. Hun havde været hos familien et par dage inden festen, hvilket nok har bidraget til, at flere blev smittet. Var datoen blevet sat til en uge senere, ville festen være blevet aflyst, for allerede om mandagen blev der meldt skærpede forholdsregler ud, siger Erik Linnet.
Hans egen familie er på vej ud af krisen. Mosteren i København er symptomfri.
- Jeg har været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed flere gange. Nu er vores døtre symptomfrie igen og kan genoptage deres skolegang. Tina og jeg har stadig lidt hoste og kriller i halsen, og det er lægen ved at analysere på. Vi tager ingen chancer og venter nok med at genåbne butikken til sidst på ugen. Lukningen har ikke betydet det store for os økonomisk, for butikken tegner sig i forvejen kun for en meget lille del af omsætningen. Og svendene har jo kunnet passe deres arbejde, siger indehaveren af ELkontakten.
Ny hjemsendelse i Hurup
Som nævnt genoptog døtrene tirsdag skolegangen på Hurup Skole. De cirka 70 personer på skolen, som var hjemsendt efter at have været tæt på de to smittede, er også tilbage på skolen igen eller vender tilbage i denne uge. Men tirsdag i sidste uge blev en lærer utilpas med Covid-19-lignende symptomer.
- Han lod sig teste tirsdag eftermiddag og holdt sig hjemme. Da vi fik besked på, at lærerens prøver var positive, sendte vi fredag det personale og de elever, læreren havde været tæt på mandag og tirsdag, hjem. Det var 6. A og B og enkelte elever på 9. årgang foruden fem fra personalet. I alt 59 personer, siger skoleleder Per Olesen, Hurup Skole.
De hjemsendte blev testet i løbet af weekenden.
- Alle tilbagemeldinger på deres første test var negative. De er så efter reglerne blevet testet anden gang mandag, og vi forventer svar tirsdag. Forhåbentligt med negative tests, således at alle kan være tilbage i slutningen af ugen, siger skolelederen.
Farlig familiefest
Han håber at se en afsmitning af, at det er blevet indskærpet at aflyse sammenkomster og i det hele taget undgå at mødes, indtil forekomsten af nye Covid-19- tilfælde er bragt ned igen.
- På Skolen gør vi alt, hvad vi kan for at bryde smittekæderne, og der håber jeg, at det får en effekt, at regeringen i fredags opfordrede til at være ekstra forsigtig med sin omgangskreds. Når en fredsommelig familiefest med kaffe og kage kan få en sådan effekt for smittespredningen, skal man virkelig være påpasselig, siger Per Olesen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.