Da batteriet sprang i luften, gik Christians verden i sort

THY:Det sortner, og en tynd hyletone trænger gennem stilheden.

- Jeg kan ikke huske noget, men jeg har fået fortalt, at jeg tog mig til ansigtet. Min kammerat råbte til sin far, at de skulle ringe efter en ambulance med det samme. Det næste, jeg selv kan huske, er at jeg står ved håndvasken. Der var rigtig meget blod.

19-årige Christian Eriksen folder underarmene foran brystet og læner sig let ind mod bordet.

Det er en barsk historie at lytte til, men han fremlægger begivenhederne den nat nøgternt og med rolig stemme.

- Mens jeg stod ved håndvasken, kan jeg ikke huske, at jeg havde særlig ondt. Det føltes lidt ligesom, hvis man har fået en fodbold i hovedet. Jeg tror, jeg var i chok, siger han.

I de minutter, hvor han stod foran håndvasken, er der i dag flere huller i hans hukommelse.

- Men jeg kan huske, at nogle af de andre gæster var nødt til at gå udenfor, fordi det var for voldsomt at se på. Jeg stod med en klud på ansigtet og kan huske, at jeg spurgte, hvor ambulancen blev af, men den var heldigvis fremme allerede efter syv-otte minutter.

Ambulancen satte straks kurs mod Aalborg Universitetshospital.

- De ville gerne have fløjet mig i helikopter, men turde ikke på grund af tågen. Redderne kunne ikke gøre andet end at hjælpe med at stoppe blødningen. Når det er noget med øjet, må de ikke røre ved det, forklarer Christian og tilføjer:

- På det tidspunkt var mit øje så hævet, at det var lukket helt sammen, ligesom når man får et blåt øje. Så ingen vidste egentlig, hvor slemt, det var.

Det, der startede som en helt almindelig og hyggelig nytårsaften, var pludselig forvandlet til et mareridt.

- Jeg havde ikke drukket noget særligt, for jeg havde været ude at køre tidligere på aftenen. Jeg havde da fået et par øl, men jeg var på ingen måde fuld, siger Christian, der fejrede nytårsaften hjemme hos sin kammerat og dennes familie.

Der er ikke meget selvmedlidenhed at spore hos den 19-årige Christian Eriksen. Han har fortsat fuld fart og masser af mod på livet. Foto: Bo Lehm

2022 var ikke mange minutter gammelt, da de to unge mænd drog ud på villavejen for at affyre deres medbragte fyrværkeri.

- Lige overfor var nogle naboer i gang med at skyde af, så vi gik lidt længere ned ad vejen. Jeg satte batteriet ned og fandt min lighter frem, siger Christian.

- Min kammerat stod og kiggede ned i sin mobiltelefon, da jeg satte lighteren hen til lunten. Det er det sidste, jeg husker.

I det sekund, flammen fik fat i lunten, eksploderede fyrværkeribatteriet op i Christians ansigt.

- Må jeg spørge, om du havde sikkerhedsbriller på?

- Det havde jeg ikke. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, det havde gjort den store forskel, når man tænker på den kraft, der var i eksplosionen. Sådan et par almindelige sikkerhedsbriller fra T-Hansen havde ikke haft en chance.

Da Christian kom frem til hospitalet, blev han undersøgt af flere læger og specialister. Men fordi, han ikke var fastende, tøvede de med at operere ham.

Det gav Christians familie tid til at nå frem til hospitalet.

- Min familie holdt nytårsaften et andet sted, så min vens far kørte med mig til Aalborg. Da min far og min bror kom ind på stuen, så jeg, hvor kede af det, de var, siger han og tilføjer:

- Nu er jeg jo fra Thy, så normalt er jeg ikke typen, der græder. Men da jeg så dem, brød jeg fuldstændig sammen.

Christian blev opereret i fire timer, hvor lægerne forsøgte at redde hans øje. Da han vågnede op fra narkosen, var dommen klar:

Han havde mistet sit syn på højre øje.

Sådan en besked ville være nok til at slå de fleste ud af kurs. Men Christians første reaktion var ikke selvmedlidenhed:

- Jeg tænkte med det samme, om de så ville tage mit kørekort.

Morten Schytte og Christian Eriksen er mester og lærling i MS Tømrer & Gulvservice, men de er også nære personlige venner. Foto: Bo Lehm Foto: Bo Lehm

Christian har stået i lære som tømrer hos MS Tømrer & Gulvservice, og i et fremtidigt virke som håndværker ville han være afhængig af selv at kunne transportere sig rundt.

Én af Christians første tanker, da han kom på den anden side af operationen og opvågningen, var da også at ringe til sin mester, Morten Schytte.

- Jeg kan huske, at vi sad og spiste aftensmad 1. januar, da jeg fik et opkald fra Christian. Jeg afviste opkaldet og tænkte, at jeg ville ringe tilbage efter maden, men så fik jeg en SMS fra Christian hvor der stod: ”Det er lidt vigtigt, at du lige ringer tilbage”, siger Morten Schytte.

Mens Christian har fortalt sin historie, har Morten Schytte siddet ved siden af og lyttet.

I det daglige er de to mester og lærling, men deres indbyrdes forhold går også ud over det rent professionelle.

- Christian er en meget nær ven af både mig og min hustru, og vores børn er vilde med ham. Han er ligesom den lillebror, jeg aldrig fik, siger Morten Schytte.

Da Morten Schytte læste Christians besked, ringede han straks tilbage og fik overbragt beskeden om ulykken. Når han i dag genkalder det øjeblik, bliver øjnene blanke.

- Vi blev helt utroligt kede af det, på Christians vegne. Det virker rigtig brutalt, at sådan et ungt menneske skulle miste halvdelen af sit syn. Men jeg var ikke i tvivl om, at hvis han overhovedet kunne, og om det så skulle tage mange måneder, så ville han vende tilbage og gennemføre sin læretid. Det er bare sådan, Christian er som person.

Efter flere undersøgelser kunne lægerne konstatere, at Christians raske øje har normalt syn, og derfor fik han lov til at beholde sit kørekort. Men at køre i bil ville være på eget ansvar, understregede lægen:

- Hvis jeg for eksempel var involveret i et færdselsuheld, fordi jeg ikke kunne bedømme afstande, så ville forsikringsselskabet automatisk give mig skylden. Og så måtte jeg selvfølgelig ikke køre, så længe jeg tog de morfinpiller, som jeg fik for smerte.

Lægen startede med at anbefale et halvt års orlov, hvor Christian skulle holde sig i ro og forsøge at komme ovenpå igen.

- Det kunne jeg slet ikke holde ud. Jeg har aldrig været god til at sidde stille og jeg vidste, at hvis jeg skulle sidde hjemme i et halvt år, så ville jeg blive tosset. Så da jeg pressede på, sagde lægen, at jeg i hvert fald ikke måtte arbejde i en måned.

Det overholdt den unge tømrerlærling. Han var dog tilbage i det skoleforløb, som for Christians vedkommende var blevet afbrudt af ulykken, allerede efter 14 dage.

- Det var rart at komme ind på skolen til alle sine kammerater, og selvom det gav en del hovedpine i starten at sidde og se ind i en computerskærm, så var jeg glad for at være i gang igen.

I dag foregår alt tømrerarbejde for Christian Eriksens vedkommende med sikkerhedsbriller på, men han nægter i øvrigt at lade sig pakke ind i vat. Foto: Bo Lehm Foto: Bo Lehm

Efter en måned var han tilbage på arbejde i MS Tømrer & Gulvservice. Lige nu er han i gang med at gennemføre sin svendeprøve, og om alt går efter planen, får han sit svendebrev i hånden 25. marts, samtidig med alle vennerne.

Selv lægerne er ad flere omgange blevet overraskede over Christians fremgang:

Selvom batteriet sprang så tæt på hans ansigt, slap Christian uden brud i ansigtsknoglerne, udover en ubetydelig flig, der blev slået af hans kindben.

- Der var også snak om, at jeg skulle have hudtransplantationer, fordi jeg havde et stort sår på næsen, som lægerne ikke var sikre på, kunne hele normalt. Men allerede nu er det helet så flot, at lægerne er forundrede over, hvordan det kan lade sig gøre.

Christian kan både køre bil og i øvrigt udføre sit arbejde i tømrervirksomheden som før ulykken, selvom han nogle gange må dreje hovedet lidt ekstra for at kunne se ordentligt.

- Jeg døjer stadig med en del hovedpine, og jeg bliver mere træt end før. Hjernen arbejder på højtryk, så når jeg har været af sted på arbejde, kan jeg snildt tage en lur om eftermiddagen og gå tidligt i seng om aftenen, siger han og fortsætter:

- Det hjalp mig utrolig meget at have noget at se frem til. Noget at stå op til hver dag. Jeg tror, at sådan noget som smerte også kan være psykisk, og jeg tror, det bliver værre, hvis man bare sætter sig ned og har ondt af sig selv.

Før, under og efter ulykken er der flere ting, han priser sig lykkelig for:

- Allerede, da jeg sad i ambulancen, blev jeg ved med at holde hænderne op foran mig, for at tjekke, at det ikke var gået ud over dem, siger han, og tilføjer:

- Da jeg lå på sygehuset efter operationen, med ansigtet bundet ind, var jeg virkelig bange for, om hele mit ansigt var ødelagt. Om jeg skulle igennem årevis af operationer for at genoprette mit ansigt.

Trods ulykken kan Christian Eriksen kalde sig udlært tømrer, når han 25. marts får svendebrevet i hånden samtidig med sine skolekammerater. Foto: Bo Lehm

Men selvom han har fået et par nye ar til samlingen, så er det stadig Christian, der kigger tilbage, når han ser sig i spejlet. Og med tiden vil hans nye handicap blive endnu mindre tydeligt, også for omgivelserne.

- Lige nu bruger jeg en linse over mit dårlige øje, men med tiden skal jeg have indopereret et rigtigt implantat. De er i dag så gode, at man ikke vil kunne se forskel, med mindre man kigger specifikt efter det, siger Christian.

Det er meget personligt, men Christian er ikke genert over at svare på spørgsmål. For det skal ikke være et tabu, mener han.

- Når nogle spørger, så fortæller jeg, hvad der er sket. Nogle gange får jeg lidt fornemmelsen af, at de nærmest tager det hårdere, end jeg selv gør, og så skal man stå og trøste dem og forsikre om, at man er ok, siger han og fortsætter:

- Det er også én af grundene til, at jeg fortæller min historie i avisen. Fordi så er historien ude én gang for alle, og så kan vi begynde at komme videre.

På mange måder lever Christian allerede nu sit liv, som han gjorde før ulykken. Han bruger sikkerhedsbriller i stort set alt, hvad han foretager sig på arbejdet, for at beskytte det raske øje.

- Men jeg vil ikke pakkes ind i vat, understreger han.

Én væsentlig ting kommer dog til at ændre sig, når årsdagen for ulykken oprinder 31. december 2022:

- Jeg kommer aldrig til at fyre fyrværkeri af igen. Jeg kunne godt forestille mig at stå på afstand og se på, men jeg skal ikke selv have noget med det at gøre. Det er jeg færdig med.

Allerede nu lever Christian Eriksen på mange måder sit liv, som han gjorde inden ulykken. Foto: Bo Lehm