De cykler over Storebælt - til fordel for specialskole i Thy
Tre mænd "i deres bedste alder" samler ind til Goldstrømmen i Bedsted ved at cykle 200 km ad Tour de France-ruten fra Roskilde til Nyborg

Søren Vestergaard og Lars Jensen, begge medarbejdere på specialafdelingen Golfstrømmen i Bedsted, cykler til fordel for nye mountainbikes til specialafdelingen på Bedsted Skole. Foto: Ole Iversen
BEDSTED:Der venter tre mænd fra Thy en udfordring af de større, når de 11. juni skal cykle 200 kilometer fra Roskilde til Nyborg - ad den rute, som Tour de France-feltet skal følge små tre uger senere.
Men allerede nu har de tre skaffet sponsorater for 50.000 kr. til det, som - ud over oplevelsen - er baggrunden for strabadserne i juni. Pengene skal bruges til indkøb af mountainbikes til Golfstrømmen, en specialafdeling på Bedsted Skole, hvor to af de tre cyklister arbejder.
Der er dog stadig gode muligheder for at støtte projektet, for eksempel ved et købe lodder på 100 kroner til et lotteri.
- Vi har gevinster til en samlet værdi af mere end 20.000 kroner - med en helstegt pattegris til 40 personer som hovedpræmie, fortæller en af de tre cyklister, Lars Jensen.
Han er pædagogmedhjælper på Golfstrømmen, der er for elever med adhd og autisme.
Med de penge, som allerede er samlet ind, vil der kunne indkøbes omkring 10 cykler.
- Mange af vores elever er glade for at cykle, og vi bor i et område med store muligheder for at køre på mountainbike, i Rønheden Plantage tæt på skolen, og i et stykke skov mellem Svankjær og Lyngby, som vi har fået mulighed for at bruge, fortæller Lars Jensen.
Cyklerne skal indkøbes hos Per Ubbesen, cykelhandler i Hurup. Også de fleste af gevinsterne skal bruges lokalt.
- Det er vigtigt for os, at projektet også bliver en støtte for de lokale erhvervsdrivende, og siger Lars Jensen.
Han skal cykle sammen med to andre mænd "i deres bedste alder": Søren Vestergaard er pædagog og ligeledes medarbejder på Golfstrømmen, mens en tredje kollega fra Bedsted Skole, der oprindelig havde tilmeldt sig, har måttet melde fra. I stedet har de to fået Kaj Sørensen, lærer på Hanstholm Skole, med som cykelmakker.
Motionscykelløbet, som de deltager i, har fået overskriften Tour de Storebælt. Med få undtagelser kommer de til at følge samme rute som anden etape af Tour de France. Fra Roskilde, via Lejre og Holbæk, gennem det bakkede landskab i Odsherred og via Kalundborg til Korsør - hvorfra sidste del af turen går over Storebæltsbroen, der jo normalt er lukket land for cyklister.
Lars Jensen begyndte for alvor at cykle under coronaen, fortæller han.
- Jeg havde en gammel mountainbike stående og blev bidt af det, og så købte jeg en racercykel, fortæller han.
Han har en enkelt gang gennemført en dagsetape på 223 kilometer - altså lidt længere end det, der venter 11. juni.
- Men de sidste 40 kilometer kørte jeg med krampe i benene, fortæller Lars Jensen - der satser på at få trænet så tilpas meget, at det ikke bliver tilfældet på turen over Storebælt:
- Vi skal jo gennemføre, når vi nu har sat det her i værk, siger han.
Det er støtteforeningen Golfstrømmens Venner, der står for projektet. Men de mountainbikes, som skal indkøbes, vil også kunne bruges af de øvrige elever på Bedsted Skole.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.