Sociale arbejde

De tager kaffe og kage med: Mobil hjælp på vej til isolerede borgere

Nørbygård og KFUM’s Sociale Arbejde rykker ud i både Thisted, Jammerbugt og Hjørring kommuner

De to ansatte i projektet Social Drive Out er Frank Kristensen og Anne-Mette Dieckmann. Privatfoto

De to ansatte i projektet Social Drive Out er Frank Kristensen og Anne-Mette Dieckmann. Privatfoto

HANSTHOLM:Sårbare borgere, der måske føler sig ekstra isoleret under coronakrisen, er målgruppen for et tiltag, som Nørbygård i Hanstholm og KFUM’s Sociale Arbejde er klar til at skyde i gang.

Et lille team på to medarbejdere vil resten af året køre ud til lokaliteter i både Thisted, Jammerbugt og Hjørring kommuner for at tilbyde hjælp, rådgivning og socialt samvær til borgere.

Forsorgshjemmet og alkoholbehandlingscentret Nørbygård har fået knap 700.000 kroner fra puljemidler under Socialstyrelsen til projektet, der kaldes Social Drive Out.

- Vi oplever at corona har betydet, at mange sårbare mennesker har isoleret sig og ikke har kunnet gøre brug af de sædvanlige omsorgstilbud. Hverdagen er for nogen blevet uoverskuelig, med isolation og øget mistrivsel til følge, siger Lene Drejer, leder af Nørbygård. Hun fortsætter:

- Vi håber, at vi med Social Drive Out nu kan yde en forebyggende indsats og give hjælp og håb til mennesker, som er ekstra hårdt ramt af coronakrisen.

Planen er at etablere en mobil hjælpeindsats i nogle af de mindre lokalsamfund, som ikke har sociale tilbud til udsatte mennesker. Den konkrete hjælp og støtte vil løbende blive tilrettelagt ud fra de lokale behov, oplyser lederen.

Der er to fuldtidsansatte medarbejdere i projektet, som kan køre ud hver især.

- Vi forventer at kunne besøge de forskellige lokationer én gang i ugen, samme tid, samme sted. Det, at vi møder op kontinuerligt, gør, at så rygtes det jo, at vi er der, siger Lene Drejer.

De konkrete steder, som Social Drive Out Nordvest vil besøge, er ikke helt fastlagt endnu. Projektkoordinator Anne-Mette Dieckmann er lige nu er ved at kigge på mulige lokationer i samarbejde med de aktører, der i forvejen arbejder med social udsathed i de tre kommuner.

- De er gode til at sige, hvor der ikke er nogle tilbud i forvejen, og hvor der er nogle grupper, der kunne have brug for en ekstra hånd, siger Lene Drejer.

Indholdet i Social Drive Out kunne være noget med fælles måltider, omsorg og nærvær i form af en kop kaffe, en samtale, hjælp til fornødenheder og rådgivning om blandt andet økonomi, alkohol- og stofmisbrug, retshjælp, konflikthåndtering med mere.

- Det er gratis tilbud til borgerne, understreger lederen af Nørbygård.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.