Derfor giver forskellighed mening: Her er plads til at udvikle ideer
I kontor- og iværksætterfællesskabet Surf & Work Silicon VØ er der ikke en egentlig rød tråd i aktiviteterne - ud over at samtlige 35 arbejdspladser er besat af mennesker med én ting til fælles - de har en idé og et projekt, som skal vokse

- I bund og grund flyttede jeg herop for at få et andet liv. Ikke for at fortsætte det, jeg kom fra, siger Linn Radsted om årsagen til, at hun valgte at blive en del af Silocon VØ Foto: Jens Fogh-Andersen
VORUPØR:- Der er ingen rød tråd i det her. Bortset fra at vi alle er iværksættere.
Sådan beskriver Alexander Bengtsen, idemanden bag kontor- og iværksætterfællesskabet Surf & Work, Silicon VØ i Vorupør med i øjeblikket 35 brugere, de aktiviteter, som i øjeblikket foregår i lokaler på den tidligere skole, hvor det hele startede i 2017.
- Vi kalder det for en "voksenbørnehave". Vi er her for at lege - og for at drive forretning, forklarer Alexander Bengtsen, som i dag har titel af vicevært i Silicon VØ.
Men selv om der er plads til at lege i voksenbørnehaven, er der også fuld fokus på at passe forretninger og typisk enmandsvirksomheder blandt de, der for kortere eller som oftest længere varighed har sikret sig en skrivebordsplads i fællesskabet.
Tre af beboerne er Linn Radsted, Maja Overgaard og Rasmus Simonsen. Deres baggrunde og projekter understreger alsidigheden i det, der arbejdes med, men også at nogen er kommet længere end de første skridt på iværksættervejen.
43-årige Linn Radsted er uddannet indenfor markedsføring og havde arbejdet med forskellige opstartsinitiativer, inden hun i 2016 etablerede virksomheden DogCoach. Den var med i bagagen, da hun i 2021 flyttede fra København til Klitmøller. DogCoach laver udendørstøj målrettet hundeejere. Tøjet sælges både på hjemmemarkedet og i udlandet, og DogCoach beskæftiger i dag 10 medarbejdere tilknyttet på freelancebasis.
Et andet liv end før
- Jeg har været selvstændig i 13 år, og er vel ikke længere iværksætter, men det er jeg jo alligevel, for jeg bliver ved med at udvikle nye ting, siger Linn Radsted. Derfor trives hun fint i Silicon VØ, hvor arbejde og fællesskab går op i en højere enhed og hvor muligheden af at blive inspireret af andre ligger lige for.
- Jeg er chef i min egen forretning og for mine medarbejdere - også selv om de ikke fysisk er her og jeg ikke er til stede hele tiden. Det er muligt med en digital forretning. Det er et spørgsmål om planlægning og disciplin, siger hun.
Til gengæld nyder hun den luksus det er at bestemme, hvornår hun tager sin telefon eller læser sin mails.
- I bund og grund flyttede jeg herop for at få et andet liv. Ikke for at fortsætte det, jeg kom fra, siger hun.

- Det startede vel fordi vi spiste frokost sammen, siger Linn Radsted, th., som i dag bruger Maja Overgårds kompetencer til at udvikle sin digitale forretningsplatform - og samtidig har hende som surfmakker, når tiden er til det. Foto: Jens Fogh-Andersen
- Fællesskabet i Silicon VØ er det sociale fix. Vi er mere end kolleger, forklarer Maja Overgård, 32-årig iværksætter som helt bevidst valgte at parkere en karriere i et stort konsulentfirma for at omsætte de forretningsmæssige færdigheder der følger med en uddannelse fra Handelshøjskolen til noget helt andet.
- Konsulentbranchen var spændende og udfordrende, og jeg lavede de ting, jeg var skolet til på Handelshøjskolen, men det var alligevel ikke mig, fortæller Maja Overgård, som på iværksættervejen har 100 procent frihed til at sætte sin egen retning.
Nye redskaber
- Jeg havde lært noget om forretning, men jeg havde aldrig bygget ting, siger hun om den udfordring hun gav sig selv, da hun i 2019 parallelt med sit fuldtidsjob gav sig i kast med iværksætteriet. Hun tog fat på at bygge Hejcamp, en platform til booking af overnatning i naturen nogenlunde som der bookes overnatninger på AirBnB.
Problemet var bare, at det var dyrt at købe sig til programmering af platformen, så løsningen var "no code" - et redskab til at bygge digitale platforme uden at have forstand på programmering.
- Det er en slags visuel programmering, som hjalp mig til at bygge min egen digitale platform. Det virkede. Hejcamp fungerede, jeg udviklede på platformen og i 2021 solgte jeg den til et hollandsk firma, som arbejdede med noget af det samme, men ville ind i Norden. Det var sjovt at se tingene udvikle sig fra ide til forretning, siger Maja Overgård, som nu har firmaet "Digital Skaberkraft", hvor hun hjælper andre iværksættere videre ud i den digitale verden ved brug af no-code værktøjer.
- Noget af det svære er at være en god chef for sig selv, definere sit eget arbejdsliv og lave regler for sig selv, men det sjove ved iværksætteriet er jo, at bestemme selv. Selvfølgelig er her deadlines, som skal overholdes, men hamsterhjulet drejer bare på en anden måde, uden at vi behøver at være mindre ambitiøse af den grund, siger Maja Overgård.
Selv om de to driver helt forskellige virksomheder, deler de fælles fritidsinteresser og hjælper hinanden forretningsmæssigt.
- Det startede vel fordi vi spiste frokost sammen, siger Linn Radsted, som i dag bruger Maja Overgårds kompetencer til at udvikle sin digitale forretningsplatform - og samtidig har hende som surfmakker, når tiden er til det.
I et andet hjørne af Silicon VØ knokler Rasmus Simonsen, partner og projektleder i Vestkyst Adventures, for at få sit projekt ud over rampen sådan for alvor. Og gerne gøre det så godt, at 2024 bliver året, hvor han kan tjene sin egen løn.
Blandt ligesindede
- Her har jeg muligheden for at være del af et fællesskab og samtidig arbejde på at udvikle mit projekt, siger Rasmus Simonsen, som er helt skarp på de udfordringer, der ligger i arbejdsmåden.

Rasmus Simonsen har været del af Silocon VØ siden 2018 - og han regner med at være der et stykke tid endnu. Jeg er stadig iværksætter, siger han. Foto: Jens Fogh-Andersen
- Jeg skal strukturere tingene - og mig selv- så jeg når det hele og også har et liv ved siden af, siger han om sin "work-life" balance, hvor der er perioder, hvor arbejdet helt klart dominerer.
- Men det er nødvendigt, hvis drømmen skal lykkes, siger han.
Hans iværksætterprojekt fokuserer på, at bruge både Thy med natur og nationalpark og andre dele af Vestkysten til at lave events for større grupper. Det skal ske i samarbejde med lokale, som bidrager med elementer i det samlede arrangement.
- Jeg kunne ikke se mig selv i et traditionelt iværksætterhus. Jeg er en del af Silicon VØ, fordi vi fortrinsvis er unge og ligesindede, siger Rasmus Simonsen, som har været en del af iværksætter- og kontorfællesskabet siden 2018. Dengang var han med til at starte Nordic Surf Travel.
- Her var fokus på surfrejser, men det var ikke en mulighed under corona-nedlukningen. Så jeg startede et vinduespudserfirma for at få penge på bordet, siger Rasmus Simonsen som mener, at navnet Vestkyst Adventures rammer plet hos en større målgruppe.
- Vestkysten er jo ikke bare for folk, der surfer - og så siger navnet bare noget hos rigtig mange.
Lige nu breder tingene sig som ringe i vandet. Der er lavet aftaler med lokale samarbejdspartnere, og kunderne begynder at melde sig. Også de, der går efter et stort arrangement.
- Men jeg er stadig iværksætter og vil være det et stykke tid endnu. Og så er det godt at være blandt ligesindede med mulighed for at trække på de forskellige ressourcer, der er i huset.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.