Kommunalvalg

Det bliver ikke med pistolen for panden, men: Borgerlige stemmer skal sikre borgmesterposten

Jens Kr. Yde rækker ud efter borgmesterposten med støtte fra borgerlige stemmer - får han den, skal der inviteres til et bredere samarbejde

Jens Kr. Yde vil undgå en gentagelse af de seneste fire års politiske samarbejde. 55 procent af en kommunalbestyrelse skal ikke alene træffe beslutninger, mens de resterende 45 procent holdes udenfor. Der skal samarbejdes bredere, siger han. Foto: Bo Lehm
Jens Kr. Yde vil undgå en gentagelse af de seneste fire års politiske samarbejde. 55 procent af en kommunalbestyrelse skal ikke alene træffe beslutninger, mens de resterende 45 procent holdes udenfor. Der skal samarbejdes bredere, siger han. Foto: Bo Lehm

THISTED: - Jeg håber og tror, at den blå blok kan holde sammen og forstår at udnytte et borgerligt flertal.

Det siger Jens Kr. Yde, konservativ kandidat til posten som borgmester i Thisted Kommune om sine forventninger til, at valget 16. november bliver hans mulighed for at sætte sig på borgmesterposten.

Skal det lykkes, bliver det med støtte fra borgerlige stemmer, men Jens Kr. Yde understreger samtidig, at han ikke vil sidde som borgmester i en ”smal konstituering med pistolen for panden”. Får han borgmesterposten med borgerlige stemmer i ryggen, skal de bruges til efterfølgende at lave et bredt samarbejde i kommunalbestyrelsen.

- Vi skal ikke ud i en ny periode, hvor 55 procent sidder på det hele og holder det store mindretal udenfor indflydelse. Kommunalt duer det ikke, at vi gentager en situation som i denne periode, hvor 15 mandater træffer alle beslutninger og spørger de øvrige 12, om de er enige, siger Jens Kr. Yde med tanke for den konstituering mellem Socialdemokratiet og Venstre, som har styret kommunen i de sidste snart fire år.

14 KONSERVATIVE KANDIDATER PÅ LISTEN

Det Konservative Folkeparti er valgklar med 14 kandidater på partiets liste - blandt dem søger samtlige partiets nuværende medlemmer af Thisted Kommunalbestyrelse genvalg (g)

Jens Kr. Yde, 67 år,Vestervig (g)

Markus Munk Jensen, 18 år, Thisted

Alex Klein, 48 år, Thisted

Brian Højer Nordstrøm, 46 år, Hundborg

John Christensen, 61 år, Vestervig

Jørgen Andersen, 68 år, Vorupør (g)

Karsten Molander, 49 år, Snedsted

Lene Kjelgaard Jensen, 63 år, Thisted (g)

Mads Steensgaard, 41 år, Ydby

Mona Hundebøll, 66 år, Østerild

Per Skovmose, 60 år, Hanstholm (g)

Peter Sørensen, 58 år, Agger (g)

Torben Overgaard, 39 år, Snedsted (g)

Viggo Iversen, 61 år, Agger

Lykkes øvelsen - og gerne i en ny kommunalbestyrelse med færre enkeltmands-lister - venter der en ny og bredere samarbejdende kommunalbestyrelse en række opgaver og udfordringer, som der skal tages hånd om.

Udfordring på havnen

- En af de største udfordringer bliver at få gang i Hanstholm Havn. Den rummer nogle af de største potentialer for at skabe udvikling, men kan også blive vores største økonomiske udfordring, hvis vi ikke forstår at udnytte potentialerne rigtigt, siger Jens Kr. Yde, som i samarbejde med havnens bestyrelse og direktion vil lave en ny og aktiv ejerstrategi, så kommunalbestyrelsen fremover bliver en mere aktiv medspiller i udviklingen af den kommunale selvstyrehavn.

- Havnen og erhvervsklyngen omkring den vi få stor betydning for de kommende års udvikling. Den udvikling er fiskeriet en del af, men lige nu er det et erhverv under pres, så i et langsigtet perspektiv skal vi spille på flere heste, siger Jens Kr. Yde og peger på, at havnen fremadrettet kan spille en rolle i kommunens grønne satsninger, hvis der kan opstilles vindmøller, arbejdes med ”Power to X” og cirkulær økonomi som del af den samlede erhvervssatsning her.

- Hanstholm som energi-ø kan være vores mulighed for at levere grøn energi. Også fra vindmøller, hvis der ikke er mulighed for at finde plads til dem andre steder, siger Jens Kr. Yde.

Bosætning vigtig

Listen over kommende politiske udfordringer tæller også tiltag, der skal vende tilbagegangen i indbyggertal.

- Vi skal tiltrække nye borgere til af den ene eller den anden herkomst, og så skal vi have en bosætningspolitik, der sikrer, at vi har boliger til de mennesker, der flytter hertil, siger Jens Kr. Yde og tilføjer, at tilflyttere, også udlændinge, skal medvirke til at sikre arbejdskraft til kommunens produktionsvirksomheder, landbrug, turisterhverv og servicevirksomheder.

- Men jeg er skeptisk overfor muligheden af at bruge udenlandsk arbejdskraft i vores ældrepleje. Blandt andet på grund af sprogvanskeligheder, siger Jens Kr. Yde.

Bosætning kræver også fokus på tilbuddene i de mindre bysamfund.

- Klitmøller, Sennels og Agger er i positiv udvikling. Blandt andet fordi her er skoler. Derfor skal vi have øje for skolestrukturen også i en bosætningssammenhæng. Det samme skal vi også gøre, når vi taler fremtidige ældrecentre. Jeg tror ikke på, at vi kan levere et godt tilbud her med eksempelvis fire store ældrecentre i kommunen. Vi skal satse på flere, men veldrevne centre. De fysiske rammer skal vi nok finde, problemet bliver nærmere at finde de mennesker, der skal arbejde der, siger Jens Kr. Yde.

Turisme

Men hvad med de stadig flere, som kommer til kommunen som turister. Jens Kr. Yde har gjort sig til talsmand for at gentænke samarbejdet i Destination Nordvestkysten og mener, at turisme fremover skal udvikles i samarbejde mellem erhvervet, lokalbefolkningen og kommunen.

- Der er øje for mulighederne i Thy. Se blot på den udvikling, der startede med afsæt i Klitmøller. Den har bredt sig så vi nu har en række kystbyer, hvor turismen vokser, men det er vigtigt, at det er en udvikling, vi styrer i samarbejde med erhverv og lokalbefolkning, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden