Det er in at være ude: Ny uddannelse i Thy skal formidle friluftsoplevelser
Seks studerende er i gang med en særlig Thy-udgave af friluftsvejlederuddannelsen, der ellers udbydes af UCN i Aalborg
THISTED: "Det er in at være ude", bliver det slået fat på ryggen af den T-shirt, som er uniformen for underviserne på en ny uddannelse i Thisted.
Det lille hold med seks studerende har siden maj været i gang med at uddanne sig til friluftsvejledere. Og undervisningen foregår selvfølgelig for en stor del under åben himmel - den torsdag, hvor Nordjyske møder holdet, nærmere bestemt i Kronborg Plantage nord for Thisted.
Her bliver friske hyldeblomster og blade fra et ahorntræ lagt ud på græsset som et lille stykke land art. Og de studerende får tjekket, at en gammel træstamme godt kan fungere som gynge, når den ligger på tværs af en anden stamme.
Der bliver snittet figurer i træ. Og naturligvis tændt bål på en bålplads i plantagen.
Mens naturvejledere i højere grad har fokus på det biologiske, så handler det for en friluftsvejleder om at hjælpe folk til oplevelser i naturen via aktiviteter af forskellig slags, fortæller Rasmus Svit Jensen, der er lektor på både pædagog- og friluftsvejlederuddannelsen, som begge udbydes af professionshøjskolen UCN i Thisted.
Thy-edition
Uddannelsen i Thy er en særlig version af den friluftsvejlederuddannelse, som UCN i en årrække har kørt i Aalborg. "Friluftsliv, pædagogik og lejrliv - Thy-edition", lyder overskriften for det modul 1, som de seks studerende er i gang med.
- I Aalborg kommer der 15-16 igennem uddannelsen hvert år. Nu har vi så fået lov at lave et modul i Thisted, for der er sgu lidt langt til Aalborg, hvis man gerne vil tage uddannelsen, samtidig med at man har et arbejde, fortæller Rasmus Svit Jensen.
- Friluftsvejleder-uddannelsen består af tre obligatoriske og to valgfrie moduler samt et obligatorisk afgangsprojekt.
- Uddannelsen, der er udbydes af UCN's kursusafdeling, UCN act2learn, er tilrettelagt som et deltidsstudie, så den kan kombineres med et arbejde eller en anden uddannelse. I Thy-versionen er der normalt undervisning hver torsdag.
- Uddannelsen kan gennemføres på to år, men man kan også vælge at tage den over en længere årrække.
- I Thy er seks studerende startet på modulet basisfriluftsliv. Undervisningen foregår for en stor del udendørs, i udelæringsområdet bag UCN på Lerpyttervej i Thisted, i Nationalpark Thy eller - som i torsdags - i Kronborg Plantage ved Thisted.
- Det næste af de obligatoriske moduler gennemføres dog i Aalborg, som en del af friluftsvejlederuddannelsen her.
- Uddannelsen er ikke SU-berettiget, og der er et deltagergebyr på 8900 kr. plus udgifter til materialer og friluftstur.
Og holdet fik grønt lys til at starte, selv om det kun lykkedes at samle seks studerende og ikke de 10, som normalt er minimum.
De fleste af de seks har pædagogisk arbejde i forhold til børn, unge eller voksne, mens én - Steen Subritzky - til daglig arbejder som bl. a. surfinstruktør i Vorupør.
- Jeg er en masse ude og surfe med folk, men jeg vil også gerne have dem med ud i naturen. Jeg synes allerede, jeg har lært en hel del om, hvordan man griber det an, siger Steen, da vi møder holdet omkring bålet.
Malene Søndergaard Lyby er socialpædagog for botilbuddet Mågevej i Nykøbing for psykisk sårbare unge - og er engageret i Limfjordens Idrætsforening for den samme gruppe borgere.
- Jeg skal bruge uddannelsen i forbindelse med idrætsforeningen, så vi kan få noget mere udeliv, sige hun.
Men de andre på holdet alle er fra Thy eller Mors, er der én, som rejser langt for at tage uddannelsen. Louise Lind bor mellem Viborg og Silkeborg og arbejder på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) i Viborg.
- Vi har en outdoorlinje, så det handler om at få noget mere erfaring og viden om, hvordan vi kan bruge naturen. Jeg kan bruge det fagligt, men også hjemme i familien. Den anden dag lavede vi en suppe, hvor der blev puttet både brændenælder og skvalderkål i, fortæller Louise Lind.
Anne Katrine Østergaard Bull har givet sig i kast med uddannelsen, samtidig med at hun er god i gang med at uddanne sig til pædagog på UCN i Thisted:
- Jeg håber at få nogle flere redskaber til at bruge naturen, også i forhold til social- og specialområdet, fortæller Anne Katrine.
Børnene skal tænde bål
Og i Klitmøller Friskole og Børnehus, hvor Anders Hovmøller Olesen arbejder som pædagogisk assistent, skal børnene være mere med, når de er på tur:
- De skal være med til at tænde bålet, i stedet for at det bare er os voksne, der gør det. Og de skal prøve at hugge brænde, fortæller han.
Anders har altid selv levet meget "udelivsagtigt", og derfor har der indtil nu ikke været alt for meget nyt for han i uddannelsen:
- Men lidt har man da altid lært...
De fem studerende - den sjette var syg, da Nordjyske mødte holdet - er enige om, at de i hvert fald har fået et sammenhold, som man normalt ikke oplever på en uddannelse, hvor det bare handler om at sidde på en stol i et klasselokale.
- Vi havde kun været sammen to gange, så blev vi sendt på en sheltertur. Det var lidt angstprovokerende, men vi havde det superfedt. Det var sjovt at opleve, hvordan vi blev rystet sammen, fortæller Steen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.