DM-guld i bil-orientering til Børge Holm og Jørn Mørup

Parret fra Thy og Struer vandt deres niende DM-titel, og der var også guld til Thy Motor Sport i den næstbedste række

Børge Holm og Jørn Mørup har sikret sig endnu en guldmedalje i bilorientering. Privatfoto

Børge Holm og Jørn Mørup har sikret sig endnu en guldmedalje i bilorientering. Privatfoto

SYDSJÆLLAND:Makkerparret Børge Holm og Jørn Mørup fra henholdsvis Thy Motor Sport og Struer og Omegns Motor Sport kunne i weekenden indkasserere endnu et danmarksmesterskab i bilorientering.

DM-titlen var faktisk i hus efter konkurrencens første tre afdelinger. Men fjerde afdeling, der blev kørt på Sydsjælland, blev også suverænt vundet af de to rutinerede kørere fra Nordvestjylland.

Med kun en enkelt fejlkørsel på den knap 100 kilometer lange rute var Holm og Mørup ikke bare bedst til at finde den rigtige rute - de var også hurtigst til at få omsat kørerordrerne til rute. Derfor blev det en ret sikker sejr foran de forsvarende mestre fra Frederikssund, Leon Spiegelhauer og Jan Johansen.

- Klubben i det sydsjællandske er kendt for at lave rigtig gode løb, så vi var ikke i tvivl om, at vi ville deltage, selv om guldet allerede var sikret, fortæller Jørn Mørup, der har rollen som kortlæser, mens Børge Holm sidder bag rattet.

Med den seneste titel har parret nu ni danske mesterskaber på cv’et. Internationalt er det ”kun” blevet til medaljer af mindre ædelt metal. Men det har de mulighed for at rette op på ved de to sidste afdelinger af de nordeuropæiske mesterskaber, der i oktober afvikles i Sverige og Finland.

Ved DM var der også guld til Finn Hvidberg og Bjarne Nielsen fra Thy Motor Sport i den næstbedste række, A-klassen, mens Ole Bach og Bjarne Agesen, ligeledes fra Thy, sluttede et stykke nede i tabellen i samme klasse.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.