Debat

Dramaet er et mareridt: Vi har mistet tilliden til demokrati, system og ledelse

Læserbrevsskribenterne kommer med en benhård kritik af ikke mindst ledelsen
Læserbrevsskribenterne kommer med en benhård kritik af ikke mindst ledelsen Arkivfoto: Diana Holm

Du vil i det følgende kunne læse, hvordan medarbejderne i en række institutioner har mistet tilliden til de demokratiske processer, MED-systemet og til den overordnede ledelse i Socialforvaltningen.

I Thisted Kommunes forvaltning for Handicap og Socialpsykiatri udspiller der sig i øjeblikket et drama af efterhånden mareridt-agtige proportioner. 

Baggrunden er planerne om en ny ledelsesstruktur, der er ved at splitte det fagområde i forvaltningen ad, som indeholder kommunens mest udsatte borgere; borgere, der har brug for specialiserede socialpædagogiske tilbud og specialiseret personale, der kan håndtere de komplekse udfordringer, som borgere med tunge, psykiatriske diagnoser, handicaps eller misbrug kæmper med hver dag.

Planerne om den nye ledelsesstruktur er søsat i starten af 2023 af Direktør for Social og Sundhed, Tue Von Påhlman, og socialchef Karen Vraa Jensen, der begge er uddannet cand.scient.adm. Siden er kritikken haglet ned over den nye ledelsesstruktur. 

Kritikken går blandt andet på, at en del af de socialpædagogiske tilbud, der indtil nu har været under samme ledelse, skilles ad, med store konsekvenser for økonomi, ansættelser og borgerens muligheder indenfor tilbuddene til følge. 

Et eksempel er, at de fire afdelinger DøgnXpressen, Skiftesporet, Mågevej og Dragskilde, der p.t. fungerer som én organisation, skilles ad, og dermed forsvinder mulighederne for at flytte personaleressourcer rundt i afdelingerne efter behov, for at spare på blandt andet vikarbudgettet. 

Samtidig ændres ansættelsesforholdene for de medarbejdere, der er ansat i flere af afdelingerne. Sidst, men ikke mindst betyder adskillelsen af de fire afdelinger, at borgerene ikke længere kan benytte aktivitetstilbud i de forskellige afdelinger. 

De unge borgere på Dragskilde kan ikke længere tage i DøgnXpressen til spisning og badminton mandag aften sammen med andre unge borgere, og dermed bliver det langt sværere for kommunens udsatte borgere at skabe et socialt netværk; netværk, der er af afgørende betydning for borgerens muligheder for at komme sig og blive en del af det omgivende samfund. 

Dette er blot ét eksempel på de konsekvenser, der gør sig gældende for en række institutioner i Socialforvaltningen.

Herudover kommer den nye ledelsesstruktur til at betyde, at der bliver længere fra medarbejderne til nærmeste leder, med direkte konsekvenser for arbejdsmiljøet og mulighederne for faglig sparring. 

Samtidig har man i den nye struktur flyttet ledere med specialiseret viden på ét område, til et helt andet område; eksempelvis fra socialpsykiatri til stofmisbrugsområdet. 

Det kommer måske som en overraskelse for akademisk uddannede, men det er faktisk ikke det samme at arbejde med de forskellige grupper af udsatte mennesker, og det gør en stor forskel, om man har specialiseret viden og erfaring inden for den specifikke borgergruppe, når man står ude i felten og skal gøre en forskel for de her mennesker.

Vi har som medarbejdere forsøgt at gøre opmærksom på de konsekvenser, som ændringerne i ledelsesstrukturen, og dermed ændringerne ude på institutionerne, vil få. 

Vi har forsøgt at gå gennem MED-systemet, men må konstatere, at vi ikke har nogen indflydelse på, hvad der bliver ført til referat og dermed sendt videre op i systemet til øverste ledelse og politikerne. 

Vi har sendt bekymringsbrev i MED og bedt om, at bekymringsbrevene bliver vedlagt referaterne, men der bliver lukket helt ned for vores side af sagen.

Den store utilfredshed på medarbejdersiden har ført til, at der 17.8. blev holdt Stormøde i Teutonersalen på medarbejdernes foranledning. 

Her mødte 120 medarbejdere op for at give udtryk for de mange frustrationer og for at høre, hvad Tue Von Påhlman og Karen Vraa havde af svar på alle de uafklarede spørgsmål. 

På mødet bliver det klart, at indholdet i strukturændringerne er fraværende, og vi kan ikke få svar på, hvordan problemerne skal løses, hvordan vi sikrer arbejdsmiljøet, fagligheden og den indsats, som vores borgere har krav på. 

Den uvished, som mange medarbejdere står i, også hvad angår eget ansættelsesforhold, bliver der ikke taget hånd om. Vi kan efterfølgende konstatere, at referatet fra Stormødet på ingen måde afspejler indholdet af mødet. 

Det har ikke været muligt at få medarbejdernes perspektiv skrevet med ind i referatet efterfølgende, og til trods for fagforeningernes deltagelse, fremstår de vaklende i forhold til vejledning omkring at bringe kritikken videre. Der er en usikkerhed omkring dét at få bragt tingene på banen, og der er ikke et rum, hvor vi kan tale frit om tingene. 

I stedet bliver der indkaldt til tjenstlige samtaler, vejledende samtaler og der bliver brugt påtaler; redskaber som har til formål at banke medarbejderne på plads og få splittet ”modstanden” op. Det er en måde at lukke ned for den faglige kritik og for kravet om ordentlige arbejdsforhold; og den virker, fordi medarbejderne bliver bange for at miste deres arbejde.

Vi kan konstatere, at ledelsen i Socialforvaltningen lider under en sådan grad af magtfuldkommenhed, at det ikke længere er muligt at gøre brug af de officielle kanaler for at blive hørt og taget alvorligt, i forhold til de problemer vi står i her og nu. 

Vi kan ikke stole på MED-systemet, og vi har ikke tillid til, at vi kan komme i kontakt- og dialog med beslutningstagerne. Vi har, i lyset af denne proces, ikke længere tillid til, at Direktøren og Socialchefen kan udrette noget, der har værdi for socialområdet; en proces hvor man helt bevidst har valgt at udelade fagpersonalets perspektiv, til trods for de massive forandringer, som den nye ledelsesstruktur kommer til at betyde ude på institutionerne. 

I stedet har man pacificeret fagpersonalet og holdt os ude i armslængde. Vores side af sagen kommer kun på tale på ledelsens præmisser. MED-systemet fungerer reelt som et Omsvøbsparlament, hvor ting bliver sorteret fra og resten pakket ind og pyntet, inden det sendes videre op i systemet, alt imens Direktøren og Socialchefen gør klar til implementeringen af en ny ledelsesstruktur uden visioner og uden målsætning for det faglige arbejde, uden konkret indhold og uden en plan.


Indlægget er indsendt på vegne af arbejdsgruppen: Henrik Ferjani fra Skiftesporet-døgnexpressen. Jannie Lund fra Team bostøtte/Rampen/Parasollen/Værestedet Hanstholm. Og Aase Bach Møller og Marlene Toft Andersen fra Algade og Algade Ekstern.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden