Handicappede

Efter års pause: Nu skal denne pris igen uddeles

DH Thisted ønsker med prisuddelingen at påskønne nogen, der gør en ekstra indsats

Fremover skal der igen uddeles en handicappris i Thisted Kommune, mener Danske Handicaporganisationer Thisted (DH Thisted). Kunstværket her udgjorde prisen i 2017.  
Fremover skal der igen uddeles en handicappris i Thisted Kommune, mener Danske Handicaporganisationer Thisted (DH Thisted). Kunstværket her udgjorde prisen i 2017.   Arkivfoto: Niels Hansen

THISTED: Der har tidligere været uddelt en handicappris i Thisted Kommune, og nu ønsker Danske Handicaporganisationer Thisted (DH Thisted) at genoptage traditionen. 

Sagen har været på handicaprådets dagsordenen, hvor det er besluttet, at prisen skal bestå af et kunstværk til 5000 kroner samt et diplom. Rådets formand Kresten Sigshøj Jeppesen siger:

- Det skal være noget, man kan have som et minde. Vi vil gerne påskønne de der gode mennesker, som vil andre noget godt. Og prisuddelingen skal også være med til at tydeliggøre, at der er nogen, der gør en indsats, og samtidig gøre opmærksom på, at der virkelig er brug for, at der er nogen, der gør noget ekstra.

Han er egentlig ikke klar over, hvornår prisen sidst blev uddelt, og hvad der er årsagen til, at uddelingen ikke har fundet sted de senere år. Men nu er man altså klar til at hædre ildsjæle inden for handicapområdet igen.

Ifølge dagsordenen skal handicapprisen tildeles en privat person, forening, virksomhed, organisation eller institution, som har gjort en særlig indsats for at synliggøre forhold og udfordringer for personer med handicap, eller som har skabt aktiviteter og udfoldelsesmuligheder for personer med handicap og iværksat tiltag, der har været til glæde for personer med handicap i Thisted Kommune. Prisen kan tildeles nogle, som har skabt forhold, der bidrager til at forøge livskvaliteten for personer med handicap eller nogle, som har bevaret et aktivt liv og bidraget med humør og livsglæde til at hjælpe eller være et eksempel for andre personer med handicap. Prismodtageren skal have bopæl i Thisted Kommune.

I handicaprådet har der været en del overvejelser omkring, hvornår prisen skal uddeles, og under hvilke former. Det har været på tale at uddele prisen i forbindelse med FrivilligFredag, som hvert år afholdes sidste fredag i september. Det er også blevet undersøgt, om handicapprisen kunne uddeles ved Thy Awards.

Begge dele er dog droppet. 

- Vi er endt med at beslutte, at vi uddeler prisen en af dagene lige omkring FN's Internationale Handicapdag, som altid ligger 3. december. I år er det en søndag, så det bliver måske en anden dag lige deromkring, oplyser Kresten Sigshøj Jeppesen.

Derfor vil det først blive engang sidst på efteråret, der vil blive indkaldt forslag til modtagere af handicapprisen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden