Færgetrafik

Efter års underskud på Feggesund: Politisk krav om holdbare budgetter

- I ni år har jeg set regnskaber, der ikke stemmer overnes med budgettet, siger Peter Larsen (V) som nu stiller krav om en mere realistisk budgetlægning for I/S Mors-Thy Færgefart efter et 2022-regnskab med nyt underskud. Og han står ikke alene

Feggesundfærgen er havnet i politisk turbulens når det gælder økonomien i færgeselskabet. Thisted Kommunalbestyrelse er utilfreds med gentagne underskud og kræver nu, at selskabet lægger budgetter, der holder.
Feggesundfærgen er havnet i politisk turbulens når det gælder økonomien i færgeselskabet. Thisted Kommunalbestyrelse er utilfreds med gentagne underskud og kræver nu, at selskabet lægger budgetter, der holder. Arkivfoto: Diana Holm

THISTED: "Budgettet bør ikke godkendes, da det forekommer urealistisk henset til sidste års regnskab".

Sådan formulerede venstres Peter Larsen sin mindretalsudtalelse, da Thisted Kommunalbestyrelse på ugens møde godkendte henholdsvis 2022-regnskabet og 2024-budgettet for I/S Mors-Thy Færgefart, der driver overfarten på Feggesund.  Budgettet dog uden Peter Larsens stemme.

Med udtalelsen satte Peter Larsen ord på både sin utilfredshed med misforholdet mellem de budgetter, færgeselskabet lægger - og de driftsresultater, der afspejler sig i regnskaberne. Og han stod ikke alene med kritikken.

Diskussionen om færgeselskabets regnskab og budgetter udsprang af et ønske fra udvalget for erhverv, klima, miljø og teknik om at få undersøgt, om Feggesund-færgens nytteværdi for Thisted Kommune står mål med de penge, kommunen betaler til overfarten. Fordelingsnøglen mellem de to ejerkommuner er 36 procent til Thisted og 64 proccent til Morsø kommune.

Peter Larsen (V) forholdt sig stærkt kritisk til budgetlægningen hos I/S Mors-Thy Færgefart. Det er ærgerligt, at det får lov at sejle, sagde han . Foto: Bo Lehm

Fordelingsnøglen betød, at Thisted kommune efter selskabets 2022-regnskab måtte betale ekstra 701.366 kroner til dækning af sin andel af ekstraregninger for godt 1,9 mio. kroner. I 2022 var der budgetteret med et samlet kommunalt tilskud på 4,9 mio. kroner. I følge regnskabet blev tilskuddet på 6,85 mio. kroner.

- Det er kedeligt, at vi i de ni år, jeg har siddet i kommunalbestyrelsen, hvert år har set regnskaber, som ikke stemmer overnes med budgettet, sagde Peter Larsen.

Han understregede, at de skarpe tilkendegivelser ikke var en kritik af kommunalbestyrelsens to repræsentanter i færgeselskabets bestyrelse, Joachim Plaetner Kjeldsen (Alt) og Kristian Tilsted (V).

- Der er andre i bestyrelsen, men det er rigtig ærgerligt, at det får lov at sejle. Derfor bør 2024-ugdettet gennem en ny runde. Ellers sidder  vi igen om et år i samme situation og skal betale flere penge efter endnu et fejlbudgetteret år og høre på forklaringer, som ikke er gode, sagde Peter Larsen.

Ib Poulsen (DF) støttede ikke tanken om en undersøgelse af færgens nytteværdi, selv om Jens Kr. Yde (K), formand for udvalget for erhverv, klima, miljø og teknik, forklarede, at der "ikke var lagt op til en stor konsulentundersøgelse", men om at gennemføre en undersøgelse i lyset af budgetter, der ikke holder.

- Vi kan ikke acceptere årlige budgetoverskridelser. Undersøgelsen er vores vink til færgeselskabets bestyrelse om at se på boniteten i budgettet. Vi skal have styr på driften inden vi godkender et budget, der ikke holder, sagde Jens Kr. Yde.

- Der er gået til stålet i forhold til budgettet, men 2022 var et unormalt år, sagde Joachim Plaetner Kjeldsen.

- Vi skal ikke være med til at lukke en hovedfærdselsåre. Det vil være forkasteligt, sagde Ib Poulsen som mente, at færgedriften på Feggesund burde være en statslig opgave.

- Sådan er det ikke, men så må vi i kommunerne få det til at hænge sammen, sagde Ib Poulsen.

Både Enhedslistens Jens Otto Madsen og Morten Bo Bertelsen (SF) støttede Peter Larsens kritik af budgettet.

- Ingen taler om at nedlægge færgeriet. Der er intet galt i at spørge ind til, hvad vi får for pengene, men hvordan regner man nytteværdien ud, sagde Morten Bo Bertelsen som var enig i at der skal være styr på budgetterne.

- Måske skal der tilføres yderligere nogen millioner til selskabet, sagde han.

Ulla Vestergaard (S) konstaterede, at et udvalg har "været spids på", at det ikke går. Peter Larsen var mere direkte.

- I dag har færgeselskabet en blankocheck. Uanset hvordan det går, kommer der en check på det beløb, de overskrider budgettet med. Derfor kan jeg godt tænke mig et budget, der er fuldstændig ralistisk, sagde han.

Trods de skarpe udmeldinger stemte 23 for at godkende Mors-Thy Færgefarts 2024-budget. Herunder også en analyse af forbindelsens nytteværdi for Thisted Kommune.  Jens Otto Madsen undlod at stemme, mens Peter Larsen og Ib Poulsen stemte imod.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden