Togdrift

Efter næsten syv måneder: Nu er toget tilbage

Mandag genoptages trafikken på Thybanen, der siden 1. maj har været lukket på grund af renovering af Oddesundbroen 

Efter næsten syv måneder er arbejdet med at renovere jernbanedelen af Oddesundbroen omsider færdigt.
Efter næsten syv måneder er arbejdet med at renovere jernbanedelen af Oddesundbroen omsider færdigt. Arkivfoto: Bo Lehm

THY: I næsten syv måneder har Thybanens skinner fået lov at ligge ubrugte hen.

Men mandag morgen genoptages togtrafikken mellem Thisted og Struer, der har været indstillet, mens togdelen af Oddesundbroen blev gennemgribende renoveret.

Det arbejde var planlagt til at vare fra 1. maj til sidst i september. Men i august måtte Banedanmark meddele, at passagererne i yderligere otte uger måtte tage til takke med de langsomme og ukomfortable  togbusser.

- Vi glæder os ekstremt meget. Om nogen har vi været trætte af, at toget har været erstattet af togbusser, for vi er sat i verden for at køre tog, fortæller Mikkel Juul, kommunikationsmedarbejder hos Arriva.

Hvis man allerede her i weekenden ser Arriva-tog på Thybanen, så er der tale om testtog, som skal sikre, at alt er i orden. Det er normal procedure, når en jernbanestrækning har været lukket i længere tid. 

Det var problemer med at få både skinner og sveller leveret til tiden, som forsinkede arbejdet på Oddesundbroen. Ifølge Banedanmark blev begge dele bestilt allerede i november sidste år, men man blev  ramt af de almindelige nedbrud i forsyningskæderne, der blandt andet er en følge af krigen i Ukraine.

Banedanmark måtte i øvrigt helt til Japan for at købe erstatninger for Oddesundbroens gamle sveller af træ. Normalt bliver jernbaneskinner i dag lagt på sveller af beton, men på broen er der brugt sveller af et kompositmateriale, som både er lettere og kan holde til det hårde miljø med saltvand.

Inden der blev lagt nye sveller og skinner, fik alle stålkonstruktioner på jernbanedelen af den mere end 80 år gamle bro en omgang ny maling.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden