PFAS

Efter stop for græsning på arealer med PFAS: Myndigheder vil finde en løsning på naturpleje

Både Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening har udtrykt bekymring for konsekvenserne af manglende afgræsning

Agger Tange er et af de statsejede naturområder, hvor Naturstyrelsen fredag 14. april satte afgræsningen i bero på grund af fund af PFAS i græs og kreaturer. Men netop afgræsning er afgørende for, at sjældne fugle fortsat kan yngle i det vigtige naturområde.
Agger Tange er et af de statsejede naturområder, hvor Naturstyrelsen fredag 14. april satte afgræsningen i bero på grund af fund af PFAS i græs og kreaturer. Men netop afgræsning er afgørende for, at sjældne fugle fortsat kan yngle i det vigtige naturområde. Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 17:06

NORDJYLLAND: En ny arbejdsgruppe med relevante myndigheder og interesseorganisationer skal finde løsninger på, hvordan den afgørende naturpleje på statslige naturarealer med PFAS-fund kan sikres. Det sker af hensyn til de væsentlige naturinteresser i de berørte områder samt de berørte landmænd.

Naturstyrelsen satte fredag den 14. april græsning med kvæg i bero på cirka 3000 hektar statslige naturområder fordelt på 43 arealer, hvor der er risiko for forurening med PFAS.

Nu har Naturstyrelsen nedsat en fælles arbejdsgruppe med relevante myndigheder og interesseorganisationer. Arbejdsgruppen skal finde løsninger på, hvordan den vigtige naturpleje af arealerne fremover kan løftes, og hvordan de berørte landmænd hjælpes bedst muligt, oplyser styrelsen på sin hjemmeside.

Arbejdsgruppen består ud over Naturstyrelsen af faglige repræsentanter fra Fødevarestyrelsen, Miljøstyrelsen, Landbrugsstyresen, Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer og Dansk Ornitologisk Forening.

Arbejdsgruppen skal blandt andet arbejde med følgende:

Naturstyrelsen skal forsøge at finde erstatningsarealer til de berørte landmænd. Der er allerede flere steder fundet erstatningsarealer, og det arbejde fortsætter.

De berørte statslige arealer indeholder nogle af Naturstyrelsens vigtigste kystnære fuglelokaliteter af international betydning. Derfor skal der undersøges, hvordan naturplejen kan fortsætte, for eksempel med andre dyr end kvæg eller andre naturplejeværktøjer.

Miljøstyrelsen skal kvalificere stikprøveresultaterne og afdække, hvor stor en del af de konkrete arealer, der reelt er forurenede.

Fødevarestyrelsen skal undersøge muligheden i EU-Kommissionen for en ny og særlig mærkning af dyr, der kun benyttes til naturpleje. Derudover deltager Landbrugsstyrelsen i forhold til EU’s landbrugstilskud.

De tre organisationer, Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer og Dansk Ornitologisk Forening, skal komme med vigtig viden, input og idéer til arbejdet i gruppen.

Det første møde i arbejdsgruppen bliver indkaldt hurtigst muligt.

Regler står i vejen

Flere landmænd har foreslået at mærke kreaturer, der græsser på de PFAS-forurenede arealer, med en chip, så man på den måde markerer, at de dyr ikke må slagtes. Til det siger Jesper Tranberg, kontorchef i Naturstyrelsen:

- Vi er blevet oplyst af Fødevarestyrelsen, der jo er myndighed på det her område, at med den mærkning, der er i dag i forhold til kreaturer, så kan det ikke lade sig gøre at mærke sig til, at dyrene ikke må gå til konsum. Så det er vores forståelse, at det kan man ikke i dag. Det er noget EU-lovgivning, og det vil tage noget tid, hvis man skal ændre en mærkning.

Jesper Tranberg oplyser, at her og nu er Naturstyrelsen gået i gang med at forhøre sig hos forpagterne af arealerne, om de har mulighed for at afgræsse med heste i stedet.

- Der vil også være nogle steder, hvor man kunne have mulighed for at afgræsse med får, men det er langt fra alle arealer, hvor det vil være den optimale pleje. En mulighed er også at lave maskinelt slæt på arealerne, men det er heller ikke optimalt i forhold til den biodiversitet, man gerne vil sikre, og heller ikke muligt alle steder, siger han.

I Region Nordjylland udgør Agger Tange det største af de arealer, som i fredags blev omfattet af beslutningen om at sætte græsningen i bero. Men også en række arealer længere nordpå i Thy og i Hanherred samt tre områder i Vendsyssel er blandt de 43 områder, hvor afgræsning lige nu er aflyst.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden