Efter to års pause: De to haller bliver fyldt op til kunst- og vinmessen
Udstillerne har ikke glemt den store messe i Sjørring trods to år med corona-aflysninger

Efter to års pause er der 30. oktober igen kunst- og vinmesse i Sjørring Idræts- og Kulturcenter. Arkivfoto: Bo Lehm
SJØRRING:Det plejer at være noget, der kan fylde Sjørring Idræts- og Kulturcenter, når lokale foreninger inviterer til kunst- og vinmesse.
Og heller ikke til den 12. udgave af messen, der finder sted søndag 30. oktober, var det noget problem at få afhændet de godt 70 stadepladser.
- Vi var spændte på, hvor mange tilmeldinger, vi ville få. Coronaen er der jo stadig, og en stor del af vores udstillere er over 65 år og dermed i risikogruppen, fortæller Knud Jørgensen, tidligere formand for Sjørring Idræts- og kulturcenter og sammen med bl. a. Mogens Nielsen primus motor for kunst- og vinmessen.
Det har dog ikke i år været nødvendigt at lave en venteliste. Antallet af udstillere svarer meget nøje til, hvad der er plads til i de to haller, som tages i brug til messen.
- Det er rigtig flot, at der kommer så mange, i betragtning af, at det er tre år siden, vi sidst holdt messen, siger Mogens Nielsen.
Begivenheden startede som en kunstmesse, der gennem årene stille og roligt voksede sig større. Efter et år var der også nogle forhandlere af vin og spiritus, som meldte sig - og messen blev derfor omdøbt til "kunst og vinmesse".
Det er dog stadig kunst og kunsthåndværk, som fylder langt det meste. Mange udstiller malerier, men der er også glas, sten, smykker, filt, læder, pileflet og trædrejning at se på hos udstillerne, der kommer fra det meste af Jylland.
Cronhammars enke
Arrangørerne af Sjørring Kunst- og Vinmesse har gennem årene kunnet penge til side, der skulle bruges til en kunstnerisk udsmykning i Sjørring. Det projekt blev til virkelighed med indvielsen af Ingvar Cronhammars store skulptur, Perseus Gargoyle, i 2020.
Kunst- og vinmessens bidrag til dette værk var 240.000 kr., mens Ny Carlsbergfondet har finansierede resten af det milliondyre projekt. Hvad den samlede pris for værket blev, er aldrig blevet afsløret, fortæller Knud Jørgensen.
Ingvar Cronhammar døde sidste år, og Perseus Gargoyle blev den dansk-svenske kunstners sidste store værk. Og han nåede ikke - som det var planlagt - at besøge kunst- og vinmessen for at fortælle om værket.
I stedet får messen i år besøg af hans enke, Inger Cronhammar, der vil fortælle om Perseus Gagoyle og om hendes mands kunstneriske virke i øvrigt. Hun kommer sammen med arkitekt Niels Poulsgaard, som samarbejdede med Cronhammar om værket i Sjørring.
Messen åbnes af Lone Sunesen, administrerende direktør for TV Midtvest.
Som sædvanlig arrangeres messen af Sjørring Kunstforening, Sjørring Idræts- og Kulturcenter samt Sjørring Håndværker- og Borgerforening.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.