Restaurationsbranchen

Ejer af omstridt containercafé om ny afgørelse: Det er arrogant

"Uforståeligt, useriøst og arrogant", kalder Rasmus Fejerskov Thisted Kommunes afslag på lovliggørelse af to containere ved Hanstholm Havn. Men vi havde ikke andre muligheder, siger kommunens tekniske direktør

Containerne, hvor firmaet WestWind i sommeren 2022 solgte kaffe, is og sejlture fra Hanstholm Havn, skal fjernes inden 1. juli. Det har Thisted Kommune afgjort.
Containerne, hvor firmaet WestWind i sommeren 2022 solgte kaffe, is og sejlture fra Hanstholm Havn, skal fjernes inden 1. juli. Det har Thisted Kommune afgjort. Arkivfoto: Claus Søndberg

Opdateret 18. april 2023 kl. 09:24

Opdateret kl. tirsdag kl. 09.25 med en rettelse: Fristen for at fjerne containerne er 1. juli, ikke 1. juni som det fremgik af den tidligere version.

HANSTHOLM: Containerne skal fjernes inden 1. juli.

Det var beskeden fra Thisted Kommune i det brev, som i fredags tikkede ind i e-boksen tilhørende Rasmus Fejerskov, direktør for virksomheden WestWind.

I to skibscontainere etablerede han sidste år cafeen Surf'n Coffee ved en populær surflokalitet lige øst for Hanstholm Havn. Det skete på baggrund af en femårig lejeaftale, som Rasmus Fejerskov havde indgået med den daværende havnedirektør, Niels Skeby. Og med havnebestyrelsens godkendelse.

Men Rasmus Fejerskov forsømte at få den byggetilladelse, som kræves for containere, når de skal stå på det samme sted i mere end seks uger. For at rette op på dette forhold sendte han i februar en ansøgning om  lovliggørelse.

Det er den, kommunen nu har givet afslag på med henvisning til en advokatvurdering, som kommunen i december fik lavet om planforholdene på og omkring havnen i Hanstholm.

Men den afgørelse er uforståelig, useriøs og arrogant, mener Rasmus Fejerskov:

- Jeg er uforstående over for kommunens manglende dialog med borgere og erhvervsliv. At man ikke tager turismen mere seriøst som erhverv. Og jeg er uforstående over for, at man ikke ser, hvad Cold Hawaii-brandet har gjort for en kommune som Thisted. 

- Det er totalt nedværdigende, at man ikke tager os seriøst som erhvervsfolk og som borgere.  At man ikke i det mindste prøver at have en dialog og være løsningsorienteret, i stedet for blot at give et afslag med armene over kors. Det er udtryk for total arrogance, siger WestWind-direktøren. 

I den grad havnerelateret

Surf'n Coffee blev etableret i foråret 2022 på en grund, der ligger ud til en åben strand. Men lokaliteten er altså ejet af havnen og omfattet af den lokalplan, som i 2020 blev vedtaget for havneområdet.

Og ifølge den advokatvurdering, som Thisted Kommune henviser til, skal havnens område forbeholdes til "havnerelateret virksomhed", hvilket også er blevet indskærpet i planloven med en lovændring fra 2017. Vurderingen blev lavet af Codex Advokater fra Vejle, et firma med speciale i planlovgivning.

Men Rasmus Fejerskov peger på, at Surf'n Coffee - da cafeen var åben i sæsonen sidste år - ikke alene fungerede som en service for de surfere, der i årevis har sat deres surfboards i vandet fra den pågældende strand. Ud over at købe kaffe og is kunne man fra containerne også booke ture med udgangspunkt fra Hanstholm Havn.

- Vi har fisketure, havnerundfart og vragsafari-ture, med en båd, købt med LAG-midler, og som ligger i Hanstholm Havn. Så det er da i den grad havnerelateret, siger Rasmus Fejerskov.

- Ikke andre muligheder

Men aktiviteten med bookning af ture fremgik slet ikke af ansøgningen, siger Mogens Kruse Andersen, direktør for erhverv, teknik og beskæftigelse i Thisted Kommune. I alle tilfælde ville det dog ikke have ændret på kommunens afgørelse, fordi WestWinds café ligger i et lokalplanområde for virksomheder i en høj miljøklassificering, understreger han.

Netop spørgsmålet om, hvorvidt andre typer virksomheder end de strengt havnerelaterede - herunder Surf n'Coffee - kan etablere sig i en erhvervshavn som Hanstholm, var baggrunden for at Thisted Kommune sidste år bestilte en advokatvurdering.

- Hvis vi kunne finde veje at gå, så Rasmus Fejerskovs virksomhed kunne fortsætte, så ville vi da give ham lov. Selvfølgelig ville vi det. Men det er der altså ikke mulighed for, siger Mogens Kruse Andersen - med henvisning til netop de juridiske forhold, som Codex Advokater skitserede i deres rapport. 

Mogens Kruse Andersen understreger i øvrigt, at han altid gerne går i dialog med både borgere og virksomheder. Og at Rasmus Fejerskov har mulighed for at anke afgørelsen, hvilket kommunen har gjort ham opmærksom på.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden