Bilhandel

En ny facade gør det ikke alene: Bilfirma bygger til og bygger om

Når to naboforretninger bliver til en, kræver det gennemgribende ændringer af bygningerne

Lige nu dominerer byggerodet, og det vil det gøre måske frem til september, skønner Kurt Holm, th., her sammen med salgschef Henrik Mellgaard.
Lige nu dominerer byggerodet, og det vil det gøre måske frem til september, skønner Kurt Holm, th., her sammen med salgschef Henrik Mellgaard. Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 16:55

THISTED: Facaden ud om Østerbakken får en overhaling, så den bliver ens på begge bygninger.

For trafikanterne på Østerbakken bliver det en af de mere synlige ændringer af sammenlægningen af to tidligere selvstændige bilforretninger som var en realitet, da Ejner Hessel med 28 forretninger rundt om i landet, en af dem i Thisted, i 2021 købte naboforretningen på Løvevej , Thisted Motorcompagni. 

I forbindelse med købet blev det meldt ud, at de to forretninger skulle blive til en. Også bag facaden, hvor sammenlægningen var den oplagte anledning til at fordele de hidtidige funktioner på en mere hensigtsmæssig måde i den fælles bygningsmasse, som er arbejdsplads for 55 medarbejdere, heraf 50 på fuld tid.

Arbejdet på værkstederne skal passes uanset byggerod. Det kræver fleksibilitet af alle, men opgaverne bliver løst. Foto: Bo Lehm

- Sammenlægningen gør, at vi kan spare på de administrative funktioner. Til gengæld opruster vi på værkstedet, siger salgschef Henrik Mellgaard.

Lige nu bygges der om i de eksisterende lokaler - og der bygges til. Når arbejdet er færdigt, gerne omkring Påske, men realistisk nok først til september, bemærker Kurt Holm, er der opført op mod 1000 nye kvadratmeter, mens ændringer i de eksisterende lokaler har gjort det muligt dels at udføre eksisterende værkstedsopgaver mere hensigtsmæssigt, dels at tilføre nye.

 Blandt de nye investeringer er byggeriet af et skadecenter, der dels skal løse opgaver lokalt, men som også kan udføre opgaver, der lægges ud fra andre af Ejner Hessels afdelinger. En af dem vil være betjening af "flåde-kunder" - store kunder som på en gang køber et større antal varevogne. De leveres fra fabrikken til værksted i Thisted, hvor de indrettes efter kundens ønske og leveres herfra til kunden, når de er færdige.

Ombygningen skal skabe mulighed for, at Ejner Hessels værksted i Thisted kan løse opgaver for andre afdelinger. En af dem bliver færdiggørelse af blandt andet varebiler til store kunder, som har købt et større antal biler. Foto: Bo Lehm

- Udvidelsen og ombygningerne skal netop være med til at give os den fleksibilitet, der er nødvendig, hvis vi skal have mulighed for at flytte opgaver mellem vores afdelinger. Det kræver fælles viden, ensartet  indretning af faciliteterne og ensartet udstyr på vores værksteder, siger Henrik Melgaard.

Den samlede pris på de bygningsmæssige ændringer er ikke gjort endeligt op, men det koster. Også når de gælder ændringer af bestående funktioner. Således har det kostet 400.000 kroner at ombygge en smøregrav, så den bliver 20 centimeter dybere. Graven bruges, når der arbejdes med lastvogne. 

- Tingene skal fungere. Også når vi taler arbejdsmiljø - og helt overordnet skal vi have ordentlige faciliteter, hvis vi vi have gode medarbejdere, siger Henrik Mellgaard.

- Men værkstederne skal også afspejle værdien af det, vi arbejder med. Vi har jo personbiler på værkstedet, som koster måske 1,5 mio. kroner, siger Kurt Holm.

Internt i bygningerne rokeres også rundt på placeringen af de enkelte bilmærker. Personbilerne, Ford, Renault og Dacia bliver fremover præsenteret i et fælles salgslokale, der også skal fungere som kundecenter og kontor. Service på Mercedes-personbiler skal ske i den oprindelige Hessel-bygning, hvor der også er værkstedsplads til at håndtere blandt andet Mercedes lastbiler.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden