Erik Hundahl stopper i maskinforretningen

Helbredsårsager gør, at sønnen af grundlægger Jørgen Hundahl fremover vil koncentrere sig om at være bestyrelsesformand

- Da jeg startede, skulle man kunne drikke meget mere kaffe ude hos kunderne end i dag, fordi der var kortere afstand mellem gårdene, siger Erik Hundahl. <i>Privat foto</i>

- Da jeg startede, skulle man kunne drikke meget mere kaffe ude hos kunderne end i dag, fordi der var kortere afstand mellem gårdene, siger Erik Hundahl. Privat foto

THISTED: Pr. 1. juli trækker Erik Hundahl sig fra driften i den kendte maskinforretning J. Hundahl A/S i Thisted. Han vil herefter fuldt ud hellige sig hvervet som bestyrelsesformand i det firma, hvor han kom i lære i 1976, og som han har været med til at tegne siden 1984, hvor han og broderen Søren Hundahl indtrådte i ejerkredsen som anden generation i familiefirmaet.

Generationsskiftet i firmaet har været i gang siden 2018, hvor sælgerne Claus Sørensen og Martin Dalgaard indtrådte i ejerkredsen, men når Erik Hundahl trækker sig tilbage fra driften nu, er det af helbredsmæssige årsager. 

- Det er ingen hemmelighed, at helbredet har drillet mig de seneste år, og selvom det ikke passer mig så godt at stoppe i driften allerede nu, så er det vist det bedste, siger den driftige maskinhandler i en pressemeddelelse. 

Han synes, det er rigtigt træls at gå på pension, når han efter eget udsagn har verdens bedste job. 

Holder af kundekontakten

- Jeg holder meget af kundekontakten og er til dagligt omgivet af ca. 65 fantastiske kolleger, der får det hele til at fungere. Vores medarbejdere fortjener virkelig at blive fremhævet, for det er langt hen ad vejen deres fortjeneste, at vores forretning er lykkes så godt, siger den 63-årige  Erik Hundahl.

Efter snart 46 år i branchen er det nærliggende at spørge Erik Hundahl om, hvad de største forskelle er mellem at drive maskinforretning i 1984 og nu. Han mener, at der både er store ligheder og forskelle. Ligheden ligger primært i måden J. Hundahl A/S drives på. 

- Vi har altid holdt på, at vi vil være kundernes lokale samarbejdspartner indenfor køb og service af nye og brugte maskiner. Og vi vil bestræbe os på altid at finde den helt rigtige maskine og serviceløsning til den enkelte kunde. Kort sagt holde kunderne kørende med kvalitetsmaskiner med lang levetid og optimal økonomi, siger Erik Hundahl. 

En anden ledetråd i firmaet gennem alle årene har været ønsket om langvarige relationer til stabile leverandører af kvalitetsprodukter. 

- Vi har altid bestræbt os på at opnå gode professionelle relationer med gensidig respekt og loyalitet med vores leverandører, som vi helst vil se som samarbejdspartnere. Det har vi både af hensyn til forretningen, men også af hensyn til vores ansatte, som gør meget ud af at sætte sig ind i produkterne, køre demo osv. og derfor bliver skuffede, hvis leverandørerne ikke er lige så seriøse som dem. Heldigvis – eller måske netop derfor – har vi flest stabile og seriøse samarbejdspartnere, siger Erik Hundahl. 

Den helt store forskel, mener Erik Hundahl, ligger i landbrugets voldsomme konsolidering i antal brug og i deres specialisering. 

- Da jeg startede, kørte tankbilen måske 300 meter mellem gårdene. Nu er det nærmere tre kilometer, hvis det kan gøre det. Sådan lidt populært sagt skulle man kunne drikke betydeligt mere kaffe ved køkkenbordene end nu!, siger han.

En anden stor forskel, mener han, ligger i størrelsen af maskinerne og kundernes investeringer, bredden og dybden i forretningens sortiment, og så selvfølgelig i det større geografiske område J. Hundahl A/S bevæger sig i nu i forhold til tidligere, hvor man nu også er medejer af Skjern Maskinforretning og Traktorgården i Give. 

Store kundekrav

- Men måske er den allerstørste forskel og spændende udfordring de forskellige krav, som landbrugere og maskinstationer har til de produkter, de har behov for og ikke mindst alle de elektroniske muligheder. Det kræver rigtig meget indsigt og viden af vores personale. Jeg er lige ved at påstå, at dem der skaber den bedste arbejdsplads, også bliver dem, der får forretningsmæssig succes fremover, siger den afgående leder. 

Der afholdes en uformel reception onsdag d. 29. juni i Thisted-afdelingen, hvor Erik Hundahl håber at se både medarbejdere, kunder, leverandører og venner af huset.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.