Et besøg værd: Er det her Danmarks smukkeste toilet?

Her kan du tage på ornitologisk safari, mens du træder af på naturen vegne

Carl Christian Tofte boede i Lodbjerg Fyr, mens arbejdet stod på. Det meste af tiden brugte han dog i toiletbygningen, hvor han også nød sin frokost med udsigten til egne værker. <i>Privatfoto: Hans Henrik Nielsen</i>

Carl Christian Tofte boede i Lodbjerg Fyr, mens arbejdet stod på. Det meste af tiden brugte han dog i toiletbygningen, hvor han også nød sin frokost med udsigten til egne værker. Privatfoto: Hans Henrik Nielsen

AGGER:Ornitologer og naturinteresserede valfarter årligt i tusindvis til Agger Tange i håbet om at spotte nogle af områdets vilde og sjældne fugle. Her kan ihærdige fuglekiggere få synet af både flere vadefugle og trækfugle. Fra brushaner til regnspove, og hvis heldet er med dig, måske endda en lysbugnet knortegås. 

Vild og uforudsigelig som naturen er, stilles der dog aldrig nogle garantier, når de mange fuglekiggere begiver sig ud på eventyr. Fremover bliver det dog noget nemmere at få et glimt af fuglene, da det nu er muligt at tage på ornitologisk safari i toiletbygningen ved Lange Mole, hvis vægge er blevet udsmykket med vægmalerier af  nogle af nationalparkens vilde fugle.

Førende fuglekunster står bag

Ideen til det noget aparte lærred opstod med inspiration fra en tysk maler fra vadehavsområdet, der havde udsmykket sit eget toilet i hjemmet med fugle, fortæller Else Østergaard Andersen, der er leder af Nationalpark Thy. Dette ønskede Nationalpark Thy at kopiere, hvilket blev gjort muligt takket være en bevilling fra Nordea-fonden.

- Agger Tange er nok i top tre over de bedste steder at se fugle i landet. Det er ikke alle, der ved det, og vi tænkte derfor, at det var en god måde at gøre de forbipasserende opmærksomme på det. Og så betyder det også noget, at vi har kunnet overbevise Carl Christian Tofte, der i min optik er Danmarks bedste fuglekunster, til at stå for projektet, fortæller Else Østergaard Andersen.

Fuglemaler Carl Christian Tofte har i flere år udstillet sine værker i udstillingen på Lodbjerg Fyr. Nu er lærredet dog et noget andet, da han har malet direkte på indersiden af væggen af toiletbygningen. <i>Arkivfoto: Nationalpark Thy</i>

Fuglemaler Carl Christian Tofte har i flere år udstillet sine værker i udstillingen på Lodbjerg Fyr. Nu er lærredet dog et noget andet, da han har malet direkte på indersiden af væggen af toiletbygningen. Arkivfoto: Nationalpark Thy

Under arbejdet boede Carl Christian Tofte i Lodbjerg Fyr, hvor flere af hans akvareller og fuglemalerier har været udstillet siden udstillingen i fyret åbnede i foråret 2019.

Resultatet af de lidt mere end to ugers arbejde blev "Danmarks måske smukkeste toiletbygning", fortæller Else Østergaard Andersen, der håber at toilettet vil få en tiltrækkende effekt på nogle af de besøgende, der i forvejen er i området omkring Agger Tange.

Bevillingen fra Nordea-fonden blev givet som støtte til formidling og bedre faciliteter i naturen. Netop formidlingen var derfor et central element i udsmykningen af toiletterne, fortæller Carl Christian Tofte, der fik helt frie rammer til at udsmykke toiletterne:

- Jeg fandt inspiration i en af mine egne oplevelser, hvor jeg engang kom for tæt på en gruppe ynglende klyder. Det var derfor en oplagt mulighed for mig at bruge kunsten til at gøre opmærksom på, at besøgende i nationalparken skal huske at holde afstand til fuglene, da de ellers godt kan finde på at gå til angreb.

På væggene i toiletbygningen er der derfor tegnet horder af klyder, der er på vej i angreb, såvel som terner og dværgterner i alle livets stadier. Tre fuglearter der alle lever vildt i Nationalparken, og som altså nu kan opleves i den relativt nyopførte toiletbygning fra 2020. 

Toiletbygningen i Nationalpark Thy ligger ved Lange Mole på Agger Tange, og er åben alle hverdage for både besøgende og besørgende. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.