Turismeindsats

Et nordjysk underværk: Lildstrand får en million til kystterrasser

Fonden Realdania påskønner, at et arkitektonisk projekt også gavner sikkerheden på landingspladsen

Målet er at gøre kystterrasserne til en arkitektonisk attraktion og samtidig forbedre sikkerheden for strandgæsterne. Privatfoto
Målet er at gøre kystterrasserne til en arkitektonisk attraktion og samtidig forbedre sikkerheden for strandgæsterne. Privatfoto

Opdateret kl. 12:46

LILDSTRAND: Det lille fiskerleje Lildstrand blev topscorer, da fonden Realdania delte penge ud til sin kampagne med navnet Underværker. En million kroner er det maksimale beløb, man kan få, og det fik Lildstrand, der kun har 35 faste beboere, men til gengæld har formået at samle beboere, fiskere og sommerhusejere om projektet Kystterrasser.

- Vi er utroligt glade for at få tildelt maksbeløbet, som er to tredjedele af den estimerede pris, som vores rådgiver er nået frem til. Vi er i gang med at søge den sidste halve million kr. hjem fra fonde. Vi er i dialog med LAG/FLAG Thy-Mors, og håber selvfølgelig også på bevågenhed fra Thisted Kommune, siger Anne-Mette Kristensen fra den udviklingsgruppe under Hawboernes Forening og Foreningen Lidstrand Landingsplads, som står bag projektet og den samlede masterplan for Lildstrand.

To betonbuer

Konkret er kystterrasserne to buede betonkonstruktioner, der tænkes placeret på begge sider af landingspladsen. Sigtet med dem er både at skabe en attraktiv platform for ophold og at øge sikkerheden på den arbejdsplads, som landingspladsen er. Fiskerne har ofte advaret om, at det er livsfarligt, når børn og voksne om sommeren går rundt mellem kørende traktorer og bådtrailere og tæt på spillet, der trækker kystbåden ”Skarreklit” ind og ud.

- Det har været en af begrundelserne for udvælgelsen, at vi også tilgodeser sikkerheden. Vi ser tildelingen som en blåstempling af det samlede udviklingsarbejde, vi er i gang med i Lildsstrand med temaet den stille turisme. Det er bygget op om vores ønske om at få udvidet Nationalpark Thy helt op til Bulbjerg, siger Anne-Mette Kristensen.

- Projektet ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, men vi havde opnået grønt lys fra Kystdirektoratet, inden vi indsendte ansøgningen til Realdania. Nu skal der laves myndighedsansøgning med høringsrunder og en vvm-screening, og det er både bekosteligt og langvarigt. Men den udgift er indregnet i projektbudgettet, siger Anne-Mette Kristensen.

Tidligst byggestart om et år

Med en million i hånden kan projektmagerne gå i gang med forprojekt og design af terrasserne.

- Det vil vi gøre, når vi har været i dialog med Realdania. Vi regner med, at fonden kan være behjælpelig med gode råd til udformningen. Realiseringen af projektet vil tidligst kunne gå i gang i slutningen af 2020, siger Anne-Mette Kristensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden