Europæisk metal: Sådan klarede stærke thyboer sig ved EM
Thisted Vægttrænings Forening havde to atleter i aktion ved EM i Tjekkiet. En af dem havde medalje med hjem
Opdateret kl. 13:40
TJEKKIET: En bronzemedalje i disciplinen squat med et dansk rekord-løft på 375 kilo og en samlet fjerdeplads i tre-kamp.
Det var udbyttet for Thisted Vægttrænings Forenings Casper Futtrup ved EM i styrkeløft i Tjekkiet. Klubkammeraten Patryk Bolek var også tæt på medalje, men missede muligheden.
Mesterskaberne var Futtrups første internationale optræden siden EM i Thisted i 2017. Siden da har diverse skader, operationer og prioriteringer holdt ham væk fra internationale stævner.
Men det seneste halve års tid har han været skadesfri og formen har været jævnt opadgående. Dog var der ingen medaljeforventninger klæbet til hans EM-udtagelse.
I første disciplin, squat, klarede thyboen i sidste forsøg hele 375 kilo. Det rakte til bronze i squat. Samtidig var det også en forbedring på 10 kg af Mathias Kristiansen’s syv år gamle danske rekord.
I bænkpres og dødløft klarede thyboen 265 og 285 kg og dermed blev det til en total på 925 kg og en samlet fjerdeplads.
Patryk Bolek klarede 320 og 220 kg i henholdsvis squat og bænkpres, inden han var klar til dødløft, hvor han er indehaver af den danske rekord på 333 kg. Bolek valgte en konservativ tilgang. 300 kg i første forsøg og 310 kg i andet for at se, hvordan konkurrenterne klarede sig. Og så sprang han til 332,5 kg i treje forsøg i forsøget på at erobre en medalje i disciplinen. Og det så unægteligt godt ud, indtil stangen var lige over knæhøjde, hvor han pludselig mistede grebet og tabte stangen. En ærgerlig afslutning, men med en total på 855 kg og en totalplacering i trekamp som nr. 11 var indsatsen bestemt godkendt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.