Færgefolk i clinch: Det er en skandale
Hvor grøn er hybridfærgen Thyborøn-Agger reelt? Det spørger formanden for Næssundfærgen om, mens man stadig venter på, at den havarerede færge genoptager driften
THY: - "Kanalen" har jo reelt ligget stille i næsten tre måneder nu. Det er en skandale, at en hybridfærge, der skulle fremme klima- og miljøhensyn, tvinger lastbiler til at brænde diesel af ved at skulle køre 100 kilometer omvej. Jeg savner, at de ansvarlige siger sandheden og erkender, at den færge har de ikke været heldige med.
Det siger Martin Hvass, Hurup, formand for Næssundfærgens Venner. Det er ikke hans egen færge, han retter skytset mod, men derimod Thyborøn-Agger Færgefart. Her har færgen "Kanalen", der blev taget i brug i 2018, ligget stille på grund af havarerede generatorer. Ifølge færgen siden 16. december, men Martin Hvass kan dokumentere, at færgen allerede indstillede sin sejlads 8. december.
- Jeg modtager sms'er fra selskabet, fordi jeg i 10 år arbejdede i Thyborøn og benyttede færgen. Jeg vil mene, at vi ville tjene den grønne omstilling bedre, hvis man havde bygget en dieselfærge med stabil drift. Den færge, man har fået bygget, kan jo ikke en gang sejle en tur frem og tilbage på en opladning. Jeg tror, de to generatorer, der er under reparation, er bygget til nøddrift og ikke permanent sejlads, og at det er baggrunden for de skader, der er sket, siger Martin Hvass.
Han understreger, at han ikke har haft lejlighed til at se færgen under dæk, men det, han har set under overfarten, imponerer ham ikke som fagmand.
- Rusten løber allerede ned ad den, fordi man har undladt at anvende rustfrit stål ved vinduesrammerne, siger han om den polsk byggede færge, der blev færdigmonteret i Søby på Ærø.
Batteri og diesel i samdrift
Til Nordjyske har Kristian Tilsted (V), næstformand i færgeselskabet, som drives af Thisted og Lemvig kommuner, udtrykt bekymring for det tab af tillid hos kunderne, som en så lang sejlpause har medført. Overfartsleder Kim Raabjerg Korshøj svarer på kritikken fra Martin Hvass:
- I princippet kunne vi sejle en enkelttur over på batteriet, men det er ikke derfor, vi har batterierne. De er der for at sikre driftsoptimering gennem en hybridløsning, hvorved vi bruger mindst muligt brændstof til at drive generatoren, der samtidig lader batteriet op. Desuden er løsningen forberedt til at gå over på ren batteridrift, når teknologien og økonomien er der til det, siger Kim Raabjerg Korshøj.
Han erkender, at selskabet har meldt ud, at driften stoppede 16. december. Det gjorde den reelt 8. december. Men hvornår kommer den i gang igen?
- Et dansk fragtselskab skal levere generatorerne fra Finland, og så skal vi have dem installeret. Jeg håber stadig på, at vi går i drift i slutningen af ugen, siger overfartslederen.
Du har sagt din stilling op?
- Det er ikke i utilfredshed. Jeg skal været chefkaptajn på Anholt-færgen. Jeg mener, at der er kommet seks ansøgninger på at blive min afløser på Thyborøn-Agger, siger Kim Rabjerg Korshøj.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.